Kommentator revser dansk landsholds-stjerne: - Han er en tom skal

Andreas Christensen er milevidt fra en startplads i Chelsea - faktisk er han en tom skal af den spiller, han var sidste år, mener en britisk kommentator

Andreas Christensen er havnet i modvind i Chelsea. Foto: Alastair Grant/AP/Ritzau Scanpix
Andreas Christensen er havnet i modvind i Chelsea. Foto: Alastair Grant/AP/Ritzau Scanpix

Der er langt at falde, når man har været på toppen.

Det var danske Andreas Christensen sidste sæson, hvor han i Chelseas midterforsvar var en af Antonio Conte yndlinge.

Den nu 22-årige danske landsholdsspiller fortrængte brasilianske David Luiz fra startopstillingen, og klubbens fans elskede det tidligere Brøndby-talent.

I denne sæson er alt vendt.

Conte er stoppet, og afløseren, Maurizio Sarri, kigger ikke i danskerens retning.

I de første fem Premier League-kampe var Christensen på bænken, men i de seneste fem har han end ikke været i truppen.

Det er kun optrædener i Europa League og Liga Cup'en, danskeren har på sit cv i år.

Og netop seneste kamp i Cup'en, onsdag mod Derby, har fået The Suns Andrew Dillon op af stolen.

Han er fodbold-journalist og kommentator på avisen The Sun, og han kunne ikke lide, hvad han så fra Christensen og makker Gary Cahill i 3-2-sejren.

For selv om det blev til sejr og avancement, så var Chelseas defensiv hullet som en sti - udstillet ved, at Derby to gange kom igen efter Chelsea-føring og flere gange var tæt på yderligere scoringer.

- Den vaklende defensive konstellation med Gary Cahill og Andreas Christensen bidrog enormt til en forfærdelig første halvleg, hvor Chelsea to gange måtte se et hold fra næstbedste række under ledelse af en rookie-manager i Frank Lampard komme tilbage, skriver Dillon.

Han har forståelse for, at både Cahill og Andreas Christensen er frustreret over ikke at spille, og at det er vanskeligt at ramme niveauet, når man en sjælden gang bliver kastet ind i en stratopstilling.

Men man bliver nødt til at gribe de chancer, man får - og det formår den danske landsholdsspiller ikke.

- Christensen er en tom skal sammenlignet med den komet-agtige centerback, der blev valgt som den bedste unge spiller hos Chelsea sidste sæson.

- En chokeret Sarri var tvunget til at skifte David Luiz ind i anden halvleg for at sikre sin ustabile fireback-kæde, skriver Dillon.

Luiz erstattede i øvrigt Andreas Christensen, og står det til journalisten fra The Sun er der ikke meget optimisme at hente med henblik på danskerens videre færd i London-klubben.

Andrew Dillon mener faktisk ikke engang, at der er kvalitet nok i aldrende Gary Cahill eller Andreas Christensen til, at Chelsea på den lidt længere bane skal satse på dem. Han mener, at klubben bør bruge transfervinduet på at forstærke sig i netop midterforsvaret.

Se også: Sikke et selvmål: Udlejet Chelsea-spiller scorer - for Chelsea

Se også: Efter skandaløse scener: Chelsea-træner risikerer konsekvenser

Se også: Fodboldklub i chok: Topspiller ramt af blodprop

Se også: Får en kamps karantæne - gned sig i ansigtet under nationalmelodien

21 kommentarer
Vis kommentarer
Premier League - seneste kampe
Hent flere
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere