Krigen fortsætter: - Over stregen

Frank Lampard langer endnu en gang ud efter Liverpools stab efter bataljen i opgøret mellem de to klubber onsdag aften

Frank Lampard har ikke glemt bataljen fra onsdag. Foto: Ritzau Scanpix
Frank Lampard har ikke glemt bataljen fra onsdag. Foto: Ritzau Scanpix

Det slog gnister mellem Chelsea-manager Frank Lampard og Liverpools stab onsdag aften, men stridsøkserne lader ikke til at være begravet endnu.

I hvert fald ikke i London.

Frank Lampard røg i heftig diskussion med Jürgen Klopp og flere andre medlemmer af Liverpools stab i forbindelse med det frispark til Sadio Mané, som Trent Alexander-Arnold ekspederede i kassen i første halvleg.

Og på fredagens pressemøde forud for den sidste spillerunde i Premier League genoptog Lampard fejden, fordi han mener, at Liverpool-folkene gik over stregen.

- Mange managere vil råbe efter dommerens beslutninger, og det kan være rigtigt eller forkert. Og så taler man sammen.

- Men når folk på bænken hopper op og vil tale med mig og så griner smørret og bliver ved med det i et stykke tid, så synes jeg, det er over stregen, siger Frank Lampard.

Artiklen fortsætter under billedet..

Trods det obligatoriske håndtryk er der kold luft mellem de to fodboldbosser. Foto: PHIL NOBLE/Ritzau Scanpix
Trods det obligatoriske håndtryk er der kold luft mellem de to fodboldbosser. Foto: PHIL NOBLE/Ritzau Scanpix
 

Tv-kameraerne fangede englænderen i færd med at råbe meget lidt pæne gloser mod Liverpool-bænken, og især de to populære engelske ord fuck og off fortryder han.

- Med kameraer og mikrofoner var det helt tydeligt, og jeg fortryder sprogbruget. Jeg kunne ikke styre min passion. Der var ikke frispark, men derfor skulle jeg alligevel ikke have bandet.

- Men jeg havde et problem med nogle fra deres stab, og det var over stregen i forhold til, hvordan det foregår på bænken, lød det fra Lampard, der også har advaret Liverpool mod at blive for arrogante.

Og det finder de sig omvendt ikke i hos de nykårede mestre.

- Du kan ikke ramme mig med sådan noget - eller min bænk - for vi er ikke arrogante, siger Klopp.

- Frank var i et meget kompetitivt humør. Det respekterer jeg. Efter min mening kan du sige, hvad du vil i sådan en situation. For mig er det fuldstændig glemt, når kampen er slut. Jeg har sagt meget i tidens løb, fordi det er ægte følelser.

- Men han skal lære at afslutte det med det sidste fløjt, og det gjorde han ikke. At tale sådan bagefter er ikke ok. Frank må lære. Han har masser af tid til at lære, han er en ung træner, lød det blandt andet fra Jürgen Klopp.

Med 3-5-nederlaget til Liverpool er Chelsea pisket til minimum at få et point mod Wolves i den sidste kamp for at være sikre på Champions League-kvalifikation.

Se også: Hyldes efter topbrag

Se også: Ville købe Brøndby-spiller en time efter debut

Se også: Pengene fosser ud af Real Madrid

Günther Steiner - her under vintertest - har et par travle måneder foran sig. Først skal holdets fremtid afklæres. Hvis der er et Haas-team i 2021, skal han om en måned eller to se på kørere. Foto: Jan Sommer Sport og Spil Debriefing fra Ungarn: Kørerkabale hos Haas

35 kommentarer
Vis kommentarer