Krise i Premier League: - Trækker tæppet væk under klubberne

Premier League er blevet udsat på ubestemt tid. Nu venter en stor opgave med at få reduceret spillerlønningerne og redde stumperne, vurderer sportsøkonom

Pep Guardiola og resten af City-truppen skal nok regne med, at noget af gagen ryger indenfor nærmeste fremtid, nu hvor Premier League er blevet udsat. Foto: Carl Recine.
Pep Guardiola og resten af City-truppen skal nok regne med, at noget af gagen ryger indenfor nærmeste fremtid, nu hvor Premier League er blevet udsat. Foto: Carl Recine.

Før virusfanden for alvor fik sokker på i England, blev Premier League udsat til den 30.april.

Men nu går ligaen en uvis skæbne i møde. På baggrund af et møde blandt klubberne blev det fredag besluttet, at ligaen kun kan genoptages, når det sundhedsmæssigt er forsvarligt. 

Da England et af de hårdest plagede lande med 34.000 smittede -  premierminister Boris Johnson er en af dem, må man derfor væbne sig med tålmodighed.

Krisen kradser. Selv for spillerne, der må se frem til en regulær lønnedgang på 30 pct. Spillerne skal dog først tages med på råd, og den engelske spillerforening (PFA) skal lørdag mødes med repræsentanter fra klubberne og ligaen for at diskutere forslaget.

Meget kan begrædes, dog kom der et lille lysglimt fra forhandlingsbordet. Premier League bevilger 125 millioner pund, altså lidt over én milliard kroner i økonomisk håndsrækning til de fire rækker under Premier League dvs. Championship, League One og League Two samt National League.

Sportsøkonom hos Deloitte, Jesper Jørgensen, fæstner lid til, at ligaen kommer til at klare den.

Men han er heller ikke bleg for at komme med et pessimistisk profeti.

 - At sætte kroner og ører på det, er svært på stående fod. Men vi kan dog godt regne med, at den situation, de står i nu, er værre, end den de stod i under finanskrisen. Vi kommer nok til at ane nogle likviditetskriser hos nogle klubber, siger han til Ekstra Bladet.

- Man kan sige, at TV-indtægter kommer til at gøre rigtig ondt, hvis turneringen bliver annulleret eller fortsat udsat. Selvom mange Premier League-klubber har vældig mange penge i forvejen, og er i en liga for sig på den front, så kan det blive rigtig voldsomt.

Han vurderer, at hvis der bliver lukket tilskuere ind til kampene, kan det være, at myndighederne ikke lader klubberne udnytte hele kapaciteten af sundhedsmæssige årsager.

- Alt afhængig af hvordan lønnen bliver beskåret, så er det fodboldspillerne, der i sidste ende kan trække tæppet væk under klubberne. Deres indtægter er efterhånden nået svimlende beløb, så det er ikke fysioterapeutens løn, der udgør den store udgift, nej. Det er topspillernes, selvfølgelig, fortæller Jesper Jørgensen.

- En klub kan kontraktligt ikke fritstille, men hvis spillere ikke vil være med til lønnedgang, kan det ende med konkurs, og så er der ikke noget job.

Omvendt tror han ikke, at det bliver scenariet.

- Det er de for vigtige til, lyder konklusionen.

Se også: Premier League udskudt på ubestemt tid

Se også: Hopper i hæren

Se også: Medie: Varmt navn i Liverpool

50 kommentarer
Vis kommentarer