De seneste sæsoner har han stort set været blandt Tottenhams bedste hver eneste gang, London-mandskabet er gået fra banen, men siden sommerferien har Christian Eriksen snarere skulle kæmpe for ikke at være en af de dårligste.
Det har medført en hel del kritik, men danskerens argentinske manager, Mauricio Pochettino, er bestemt ikke enig i kritikken. I så fald skjuler han det særdeles godt.
På tirsdagens pressemøde forud for Champions League-kampen mod Røde Stjerne onsdag blev han specifikt spurgt til, hvorfor Eriksen bliver ved med at spille fra start trods de dårlige præstationer.
- Jeg synes ikke, at Christians præstationer er anderledes, end da vi købte ham for fem et halvt år siden. Jeg synes ikke, det er forskel. Hans dedikation er det samme som for fem år siden, og jeg er glad for ham, lød det fra Pochettino.
Artiklen fortsætter under billedet..
Christian Eriksen har ellers fået voldsom kritik for præstationerne på det seneste. Særligt mod Liverpool og senest mod Everton søndag eftermiddag, hvor danskeren havde ukarakteristisk mange boldtab og stort set ikke bidrog med noget til Tottenhams offensiv.
Det har fået en del Tottenham-fans til at kræve Eriksen på bænken, fordi man kæder de svingende præstationer sammen med hans ønske om en ny udfordring og det snarlige kontraktudløb. Men den køber Pochettino ikke.
- Vi kigger for meget på, om spillere har en fire- eller femårig kontrakt. I sidste ende handler det om dedikation. Måske er spillere i deres sidste kontraktår mere dedikerede end en spiller med fire år tilbage.
- Jeg er tilfreds med Christian. Når du ser Christian, og du sammenligner ham de forskellige sæsoner, så er han den samme spiller, siger Pochettino med tydelig henvisning til Eriksen, hvis kontrakt som bekendt udløber næste sommer.
Ondt værre for Eriksen: Saves over i engelske medier
Christian Eriksen blev opereret i lysken efter sidste sæson, og det har ifølge argentineren kostet momentum forud for den nye sæson.
- Selvfølgelig var hans opstart ikke den bedste. Som alle andre spillere har han brug for tid til at komme i den bedste form. Selvfølgelig forventer vi mere af samtlige spillere, for vi skal forbedre os, men jeg er tilfreds med ham, hans dedikation og måden han gør tingene på, lyder de opmuntrende ord fra chefen.
Christian Eriksen har medvirket i ti af Tottenhams 11 kampe i Premier League i denne sæson, og det er blot blevet til en enkelt scoring og et oplæg.
I Champions League står det endnu værre til. Her er han hverken noteret for mål eller oplæg i de første tre kampe. Han har dog muligheden for at pynte på den statistik, når Tottenham onsdag aften besøger Røde Stjerne i Beograd.
Voldsomme billeder: Premier League-stjerne ramt af skrækskade