Kryptisk svar om Eriksen: - Jeg ved det ikke

Mauricio Pochettino slår på kryptisk vist fast, at han ikke ved, om Christian Eriksen er i klubben om to uger - men han skeler ikke til spillernes kontraktlængder, når han sætter sit hold

Hvor ender Eriksen? Se med her og hør vurderingen

Tottenhams mangeårige danske profil, Christian Eriksen, var overraskende bænket, da klubben i sidste weekend indledte Premier League med en 3-1-sejr over Aston Villa.

Manager Mauricio Pochettino fastslår, at der lå sportslige årsager til grund for bænkningen af midtbanespilleren.

Han afviser, at beslutningen havde noget som helst at gøre med Eriksens manglende forlængelse af den kontrakt, der udløber om et år.

- Udvælgelsen af holdet hænger ikke sammen med længden af kontrakter. Det handler om præstationer, siger Pochettino forud for lørdagens udekamp mod Manchester City.

- Jeg træffer mine beslutninger ud fra præstationer - ikke ud fra kontraktlige eller personlige omstændigheder.

- Jeg hjælper og støtter alle spillerne, indtil de vælger at gå en anden vej i deres karriere, og viser dem respekt, fortæller manageren.

Ifølge BBC blev Pochettino spurgt direkte, om han tror, at Eriksen stadig er i Tottenham 3. september, når transfervinduet lukker.

- Jeg ved det ikke, lød det kryptiske svar fra manageren.

Mens Eriksen var en del af truppen mod Aston Villa og blev skiftet på banen efter pausen, så var forsvarsspilleren Jan Vertonghen slet ikke udtaget til kampen.

Belgiske Vertonghen har ligesom Eriksen et enkelt år tilbage af sin kontrakt.

Tottenham var bagud med 0-1, da Christian Eriksen kom på banen, og danskeren har efterfølgende fået ros for at være drivkraften bag den senere 3-1-sejr.

Spørgsmålet er, om Eriksen vil starte lørdag mod Manchester City.

- Det må vi se. Der er kun 11 spillere, der kan starte. Jeg er glad for hans indsats i sidste uge og hans præstationer til træning, siger Pochettino ifølge Skysports.

Tidligere på dagen var den tidligere landsholdsspiller for England Jermaine Jenas fremme og sige, at hans tidligere klub skal holde på Eriksen, hvis ikke de får et ordentligt bud - selvom de risikerer at lade ham skifte gratis. Ifølge Jenas bør prislappen på Eriksen være 50 millioner pund, altså lige knap 410 millioner kroner.

- De har skabt mirakler, hvis de får 50 millioner pund for ham - men buddene, de får i løbet af måneden før transfervinduets lukning i resten af Europa, er formentlig meget lavere end det, sagde han i BBC's Match of the Day analysis.

Forrige uge faldt oddsene på Eriksen til Manchester United drastisk, men et skifte blev aldrig realiseret, og når United formentlig ikke sælger Paul Pogba til Real Madrid, så mangler spanierne måske stadig en midtbanespiller.

- Ifølge vores oplysninger har Real Madrid stadig regelmæssig kontakt med Eriksens lejr, lød det forrige uge i Madrid-avisen AS.

Der har i lang tid været usikkerhed om, hvor Christian Eriksen skal spille efter sommerferien. Foto: Michael Dalder / Ritzau Scanpix. Sport og Spil Det store Eriksen-mysterie: Derfor er han ikke skiftet

38 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere