Låner ud til højre og venstre: Så mange har Mourinho sendt af sted

Chelsea-fidusen: De engelske mestre har indirekte indflydelse på styrkeforholdet mellem klubber i andre lande

Chelsea-manager José Mourinho skal holde øje med mange. 32 spillere har klubben sendt på græs andre steder (Foto: AP)
Chelsea-manager José Mourinho skal holde øje med mange. 32 spillere har klubben sendt på græs andre steder (Foto: AP)

På sin hjemmeside har Chelsea et menupunkt med titlen ‘On Loan Players’. Her er ansigterne på 32 håbefulde fodboldspillere.

De er alle sendt på lån fra det engelske mesterhold, der har gjort det til sit speciale at udlåne spillere til klubber over hele verden.

I alt 159 spillere fra Premier League-klubber er udlånt i øjeblikket, og Chelsea står for over en femtedel. 32 spillere, der alle håber at rykke menupunkt og blive en del af ‘First Team’.

Danske Andreas Christensen er blandt de 32, som kan håbe at blive den næste Thibaut Courtois og rent faktisk komme til at spille for Chelseas førstehold efter et udlån.

Se også: Kontroversiel Chelsea-angriber nægter at ændre stil

Sandsynligheden er dog meget lille, og Chelsea-lånefilosofien møder kritik fra den engelske spillerforening, PFA.

- Det er noget bekymrende, at så mange Chelsea spillere er udlånt. Det er nærmest tale om en opmagasinering af spillere.

- Man tænker, hvilket antal vi mon ender på, og det er en temmelig stærk indflydelse, at én Premier League-klub synes at have på andre turneringer, siger den engelske spillerforenings direktør Gordon Taylor til The Mirror.

Når Chelsea låner en spiller ud, betaler de selv typisk en god bid af lønnen. Derved kan den lånende klub få en god spiller til en pris under markedsvilkår, og derved har Chelsea indirekte indflydelse på styrkeforholdet mellem klubber i andre lande.

- Spillere ønsker at spille, og lånesystemet giver dem en chance. Men det betyder også, at der er spillere fra disse klubber i Europa, der bliver frarøvet den chance, fordi der kommer andre ind.

- Nu handler det ikke om, at de bedste hold vinder turneringen. Det handler om, hvem der har de bedste forbindelser med de største klubber, siger Gordon Taylor og hentyder uden tvivl til bl.a. Vitesse Arnhem, der har tætte bånd til Chelsea og derfor er aftager af mange spillere.

Se også: Messi på vej væk fra Barca? Derfor giver det mening

Lige nu løber fem Chelsea-folk rundt i den hollandske klub. Chelsea har anslået spillere for en milliard kr. i andre klubber, og adskillige af dem er landsholdsspillere.

Ydermere har klubben et akademi, der har skabt hold, der de seneste år har vundet både UEFA Youth League og FA Youth Cup, men ingen førsteholdsspillere. 

Ikke siden John Terry har London-klubben haft en spiller, der har taget turen hele vejen igennem systemet.

Lige nu håber de, at Ruben Loftus-Cheek kan gøre det. Men sker det ikke i denne sæson, kunne han meget vel blive lånt ud i næste…

0 kommentarer
Vis kommentarer