Laudrup om personlig nedtur: - Så uretfærdigt

I et stort interview med Tipsbladet deler Michael Laudrup godt ud af anekdoterne fra et langt liv i fodboldens verden

Michael Laudrup hilser på de danske fans ved VM i Rusland. Foto: Finn Frandsen
Michael Laudrup hilser på de danske fans ved VM i Rusland. Foto: Finn Frandsen

Danmarks største fodboldspiller gennem tiden, Michael Laudrup, er den absolutte hovedperson i fredagens udgave af Tipsbladet, der helt og holdent er helliget det 55-årige danske fodboldikon.

Tipsbladet bringer blandt andet et stort interview med Michael Laudrup, der fortæller mange anekdoter fra sin aktive karriere og tiden efter, hvor han blandt andet har været cheftræner i fem forskellige lande.

I flere af klubberne valgte Michael Laudrup at gå selv, men han har også oplevet at blive fyret. Det blev han blandt andet i Swansea i 2014, og han fortæller, at særligt den fyring gjorde ondt på ham.

- Lige som jeg som aktiv havde nogle kampe, der var hårde, så vil jeg, hvad angår trænertiden, sige, at hvis jeg skal vælge en ting ud, der var meget negativ, så var det, da jeg blev fyret i Swansea, siger Michael Laudrup til Tipsbladet og fortsætter:

- Simpelthen fordi jeg syntes, at det var så uretfærdigt. Selv om jeg jo godt kender mekanismerne med, hvordan det er, og den korte lunte hos folk og nervøsiteten over, hvis alle de her indtægter nu ikke kommer. Men hvis man tænker på, hvad jeg havde gjort. Jeg havde vundet det eneste trofæ i klubbens 100-årige historie, og det med den måde, vi spillede på. Og lige pludselig så er man der ikke, og man har ikke engang mulighed for... Man fik det bare at vide.

- Jeg bliver tit spurgt om, hvad der er mit største resultat i fodbolden, og et af dem er den pokaltitel med Swansea. 'Men du har jo vundet mesterskaber og Champions League?' Ja, men det var med store klubber. Det her var med en lille klub, og vi slog Liverpool på Anfield, vi slog Chelsea over to kampe i semifinalen med alle de store spillere, de har, og så skulle vi møde et League Two-hold i finalen, der havde alt at vinde, og vi havde alt at tabe. Vi var presset helt op - og så vandt vi 5-0.

- Den står helt oppe blandt de største resultater. Men samtidig står det, at jeg røg ud derfra, altså også som noget meget negativt inden for trænerlivet.

I Tipsbladet kan du også læse, hvad folk som Jørgen Leth, Pilou Asbæk, Morten Olsen og Thomas Helveg siger om Michael Laudrup, der nu er flyttet tilbage til Danmark og blandt andet kan opleves som ekspertkommentator på TV.

Du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet.

Se også: Står fast: Italiensk storklub udelukket
Se også: Wieghorst springer ud som tv-ekspert
Foto: Finn Frandsen/Polfoto Sport og Spil KÆMPE Laudrup-interview: - Jeg synes altså kæden falder helt af

106 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere