Han var selv den ultimative vindertype, der hverken skånede med- eller modspillere, når han tacklede eller åbnede munden.
Sådan er han stadig, Manchester United-koryfæet Roy Keane. Han lægger heller ikke i dag fingrene imellem, og nu går det ud over de engelske storklubber, som har blikket så stift fæstet på Premier Leagues Top 4, fordi den slutplacering giver adgang til Champions League.
- Når jeg ser klubber som Liverpool og Manchester United fejre, at de kommer ind i Top 4, får det mig virkelig til at krympe indvendig, sagde han ifølge The Sun ved et event for Show Racism the Red Card.
- Tror man, at store klubber som Real Madrid og Barcelona ville fejre en fjerdeplads? Tag jer nu sammen. Det handler om at vinde trofæer, siger han.
- Folk taler om at komme i Top 4 på grund af den økonomiske belønning, og det var da stort for en klub som Leicester at kvalificere sig til den store scene. Men når store hold som United, Arsenal og Chelsea går efter det, kan jeg kun sige: Skam jer!
Keanes gamle klub, Manchester United, spiller torsdag semifinale i Europa League og kan kvalificere sig ad den vej, for det kniber i ligaen, hvor også Arsenal halter efter i kampen om de sidste to placeringer i Top 4. Dem sidder Liverpool og Manchester City på lige nu.
Roy Keane var blandt andet syv gange mester med United, ligesom han vandt Champions League med klubben.
Se alle søndagens mål - Manchester United smider point: