Legenden så Leicester-ejer styrte i døden: Det bliver ved at hjemsøge mig

Peter Shilton og hustruen blev uforvarende vidner til dødsulykken, hvor Leicester Citys ejer blev dræbt

Peter Shilton og dennes hustru, Steph, ved FIFA's prisuddeling i september. Foto: Adrian Dennis/AFP
Peter Shilton og dennes hustru, Steph, ved FIFA's prisuddeling i september. Foto: Adrian Dennis/AFP

Han har været på såvel Filbert Street som King Power Stadium et hav af gange, men lørdagens kamp mellem Leicester City og West Ham United vil for altid været indprentet på Peter Shiltons nethinde.

For den legendariske målmand, der er født og opvokset i Leicester, var på vej fra stadion med hustruen Steph, da de fik øje på helikopteren.

Den hang i luften over dem. Ikke lige over dem men næsten.

- Helikopteren kom med en mærkelig lyd og begyndte at dreje. Det var surrealistisk, fortæller Shilton til BBC.

- Og vi var ikke helt sikre på, hvad der skete. Men så begyndte den at dreje rundt. Vi blev klar over, at den var ude af kontrol, og lige pludselig kom den ned mod os, siger han.

Kort forinden var den lettet fra midten af banen på Leicester Citys hjemmebane. Ombord var klubejer Vichai Srivaddhanaprabha, de to ansatte, Nursara Suknamai og Kaveporn Punpare, piloten Eric Swaffer og dennes kæreste og co-pilot Izabela Roza Lechowicz.

'Min kone blev hysterisk'
De nåede kun lige ud over tribunerne, før det gik galt.

- Steph gik i panik, og det var chok, frygt, og lige pludselig styrtede den til jorden. Det hele gik så hurtigt, siger Peter Shilton.

Derpå brød flammerne ud.

- Det glemmer vi aldrig, siger han.

Peter Shilton og dennes hustru, Steph, ved FIFA's prisuddeling i september. Foto: Adrian Dennis/AFP
Peter Shilton og dennes hustru, Steph, ved FIFA's prisuddeling i september. Foto: Adrian Dennis/AFP
 

- Min kone blev hysterisk. Jeg var i chok. Det tror jeg, jeg stadig er. Jeg holdt fast i hende. Hun ville gøre noget, men det var tydeligt, at vi ikke kunne gøre noget.

- Politiet kom hurtigt, så kom brandbilerne, og vi var fuldstændig hjælpeløse.

- Billedet af helikopteren, der styrter ned, bliver ved med at hjemsøge mig. At vide, at det var formanden, og at det kunne have været hele familien derinde, gør det hele meget værre. Selvom det jo ikke kan blive værre, siger Shilton.

En stor mand
Politiet undersøger nu, hvad der forårsagede ulykken. Imens sørger byen og klubben over tabet af de fem mennesker.

Mandag placerede enken Aimon og Vichais søn, Aiyawatt, en krans midt på banen, inden Aimon omfavnede Leicesters spillere og ansatte, der stod samlet omkring hende.

Peter Shilton, der anses som den bedste målmand i engelsk fodbolds historie, spillede mere end 300 kampe for de blå ræve mellem 1966 og 1974, inden han fortsatte karrieren i først Stoke og siden Nottingham Forest. Her vandt han først det engelske mesterskab og siden Mesterholdenes Europa Cup to år i træk.

I en karriere, der spandt over 30 år, nåede han mere end 1300 turneringskampe for 11 forskellige klubber. Han repræsenterede England ved tre VM-slutrunder og to EM-slutrunder og er noteret for ti clean sheets i VM-regi. En rekord han deler med Fabien Barthez.

Han siger til BBC, at Leicester som by vil fortsætte med at sørge i lang tid.

Vichai overtog Leicester City FC i 2010 og blev via sine mange millioner pund og gode hjerte en respekteret og elsket person i byen.

Læs den historie her: Milliardæren med det gode hjerte

- Leicester har mistet en stor mand, der gjorde så meget for byen. Gudskelov var resten af familien ikke i helikopteren, så hans arv lever, men han vil blive savnet meget. Vi føler med familien, men der er så meget respekt for, hvad han har gjort for klubben, siger Shilton.

Kasper Schmeichel med angriberen Jamie Vardy ved sin side. Foto: AP Leicester - 29. okt. 2018 - kl. 16:58 Rørende billeder: Schmeichel hyldede afdød klubejer efter tragedie

Se også: Dybt berørt matchvinder efter dødsulykke: Han var som en far

 

5 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere