Legenderne ikke i tvivl: Danmark betyder noget særligt i Liverpool

Robbie Fowler og Steve McManaman er i København for at promovere en ny Liverpool-øl, som Carlsberg har brygget for at fejre 25 år med Merseyside-klubben. Vi har talt med de to legender om forholdet til Danmark

Carlsberg har brygget en ny øl i et laboratorie i København. Se Klopp, McManaman og og Fowler besøge stedet. Video: Carlsberg

- Vi er jo vokset op med Carlsberg.

Sådan lyder svaret, naturligvis fristes man til at sige, når man spørger de to Liverpool-koryfæer Steve McManaman og Robbie Fowler om deres foretrukne ølvalg. I 25 år har den danske øl-gigant nemlig sponsoreret Liverpool - det længste sponsorat i engelsk fodbold nogensinde. Det fejrer bryggeriet nu med en speciel Liverpool-øl.

Humlen er sået i jord fra Anfield og har gennem seks måneder fået lov til at vokse til lyden af 'You'll Never Walk Alone' i et laboratorie, hvor videoer af de helt store øjeblikket er blevet afspillet igen og igen. Logikken bag? Stimulerer man humlen med Liverpool-atmosfæren, bliver det til en 'rigtig' Liverpool-øl.

Se Jürgen Klopp, McManaman og Fowler besøge laboratoriet øverst i artiklen.

Der var højt humør hos de to Liverpool-drenge, da Ekstra Bladet mødte dem på Carlsberg. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL
Der var højt humør hos de to Liverpool-drenge, da Ekstra Bladet mødte dem på Carlsberg. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL

Steve McManaman har haft en stor karriere i England. I 1999 skiftede han til Real Madrid og blev en del af 'Galacticos', der løftede Champions League-trofæet som de første i det nye årtusind efter en smuk McManaman-scoring til 2-0 i finalen mod Valencia.

Men karrieren startede selvfølgelig i Liverpool for knægten, der er født i byen. Siden han slog igennem som 20-årig, har Carlsberg været fast sponsor for Merseyside-klubben, og for ham er de to med årene vokset sammen.

- Det er den længste sponsoraftale i Premier Leagues historie. Det startede, da turneringen også startede, og jeg var der dengang. Det har altid været synonym med Liverpool, og de har ikke skiftet kurs i alle de år.

Danmark spiller en speciel rolle for Liverpool
Robbie Fowler var kendt som en dødsensfarlig afslutter for 'The Reds' i 1990'erne, hvilket gav ham kælenavnet 'Guden' blandt de trofaste fans på Anfield. For ham er der ingen tvivl om, at forholdet til Danmark er noget unikt i Liverpool.

- Der er helt sikkert. Og det er ikke kun på grund af øllen, men faktisk går det helt tilbage til Jan Mølby, som var i klubben, før sponsoraftalen begyndte. Jeg ved ikke, om det har noget med hinanden at gøre, men det er klart, at der med Jan Mølby, Carlsberg og Agger er udviklet et bestemt forhold til Danmark.

Steve McManaman var i 90'erne en absolut publikumsyndling på Anfield, hvor han spillede fra 1990-1999. Foto: All Over Press
Steve McManaman var i 90'erne en absolut publikumsyndling på Anfield, hvor han spillede fra 1990-1999. Foto: All Over Press

Om det var Mølby, der fik Carlsberg til at slå øjnene op for Liverpool, kan man kun gisne om, men efter samarbejdet startede i 1992 har flere danskere som Torben Piechnik, Christian Poulsen og Daniel Agger spillet i klubben. De to legender er dog ikke i tvivl om, hvem der har gjort det største indtryk.

- Daniel kom til Liverpool, men ikke kun til klubben. Han tog byen til sig, og når du kigger på alle hans tatoveringer, har han 'You’ll Never Walk Alone', og den slags ser fansene, som forstår, at han var der af de rigtige grunde, forklarer Fowler om Daniel Agger.

Og netop Agger husker Fowler særligt, fra da han kom tilbage til sin barndomsklub i 2006 - samme år som den unge dansker også kom til Liverpool.

- Jeg kom tilbage til Liverpool tre eller fire dage efter (Agger-købet red.), og vi var faktisk meget tætte. Selv om jeg havde spillet i klubben før, så var jeg stadig ny, og det fik os til at smelte sammen i den tid. Vi gjorde rigtig mange ting sammen, og det førte os tættere på hinanden.

- Når du snakker med folk i Liverpool, vil de altid fortælle dig, at alle elsker at komme tilbage, fordi der hersker en familiestemning, som Daniel fra første sekund var en del af.

Tilbage til spørgsmålet om, Carlsberg er den bedste øl i verden, svarer en grinende McManaman.

- Probably.

Se også: Schmeichel griner af Liverpool-forbindelse: Fuldstændig volapyk

Se også: Barcelona vil lande drømme-køb: Klar til ny milliardhandel

Se også: Vandt Champions League med Liverpool: 'Jeg var tæt på selvmord'

22 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere