Schmeichel og co. reddet fra FA Cup-exit

Derby var tæt på at sende Leicester ud af FA Cuppen, men Wes Morgans sene scoring sikrede en ny kamp.

Wes Morgan (i midten) reddede Leicester fra en ny nedtur. Anføreren sikrede 2-2 og dermed en returkamp mod Derbyi FA-cuppen. Foto: AP/Nick Potts
Wes Morgan (i midten) reddede Leicester fra en ny nedtur. Anføreren sikrede 2-2 og dermed en returkamp mod Derbyi FA-cuppen. Foto: AP/Nick Potts

De engelske fodboldmestre, Leicester, var fredag aften få minutter fra at blive sendt ud af FA Cuppen i fjerde runde.

En scoring af anfører Wes Morgan fire minutter før tid sørgede imidlertid for, at Leicester fik 2-2 i udekampen mod Derby fra den næstbedste række.

Dermed skal der spilles en returkamp på Leicesters hjemmebane.

Gæsterne fik ellers en god start på kampen, da Derby-veteranen Darren Bent lavede selvmål allerede efter otte minutter.

Den 32-årige tidligere Tottenham- og Aston Villa-spiller ville sparke bolden væk foran egen målstreg, men sendte den ind i eget mål.

Derby kom dog tilbage og førte 2-1 ved pausen.

Først fik Darren Bent revancheret sig med en flot udligning på hovedstød, og senere i første halvleg lavede Craig Bryson et godt gennembrud og passerede Kasper Schmeichel.

20 minutter inde i anden halvleg sendte Leicesters manager, Claudio Ranieri, Riyad Mahrez på banen.

Midtbanespilleren fra Algeriet, der for nylig blev kåret som Årets Fodboldspiller 2016 i Afrika, kom tidligere i denne uge tilbage til England, efter at Algeriet blev slået ud af Africa Cup of Nations i Gabon.

Det var dog ikke Riyad Mahrez, men Wes Morgan, der sørgede for en returkamp.

Anføreren headede bolden i mål til 2-2 og sørgede for, at Leicester ikke røg ud.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere