Hvis vi skriver Ole Pedersen, svarer du sikkert 'Ole hvem?'
Venstres folketingskandidat i Faaborg-Ærø-kredsen er da heller ikke hvermandseje, selvom han gjorde fodboldbanerne på Fyn usikre i 1990'erne, hvor han husede for Svendborg, B1913 og OB.
Til gengæld er det kun ungdommelige døgenigte uden styr på fodboldhistorien, som ikke ved, hvem Phil Neal er.
I løbet af sin 11-årige karriere i Liverpool-trøjen blev det til ikke færre end otte engelske mesterskaber, fire triumfer i Europa Cup'en for mesterhold, fire Liga Cup-pokaler og en enkelt sejr i UEFA Cup'en.
Og så var backen, der også nåede 50 landskampe for England, manden, der med hånden indledte det danske landsholdseventyr i 1983, da han på Wembley begik det straffespark, Allan Simonsen scorede på og sendte Sepp Pionteks farverige mandskab på kurs mod EM i 1984.
Nu håber Phil Neal så at kunne levere samme service til sin ven Ole Pedersen, som han kender via samarbejdet i forbindelse med Liverpool Football Camps i Ole Pedersens hjemby Horne.
I hvert fald har han valgt at støtte sin danske ven i dennes kamp for at komme i Folketinget ved det nært forestående valg.
Gerrards exit: Liverpools næstbedste nogensinde
- Jeg siger bare, at Ole er en god mand, man kan stole på. Enhver må selv beslutte, hvem de vil stemme på, men jeg har kendt Ole i fem år, og jeg har altid nydt at være sammen med ham. Jeg stoler på ham som menneske, og da jeg blev spurgt, om jeg ville støtte ham, sagde jeg selvfølgelig ja. Når vi har spillet fodbold, har han bevist, at han stadig kender vejen til målet, og det er vel vigtigt i politik, griner Liverpool-legenden.

Ole Pedersen, der har kampen for udkants-Danmark som sin mærkesag, er naturligvis stolt over den celebre støtte.
- Vi har selvfølgelig talt en masse om fodbold, men når vi sidder og får en øl inde i klubhuset efter endt træning, så får vi også talt om en masse andre ting og han er altså en meget nærværende mand, der kan snakke om meget andet end fodbold, siger Venstre-manden, der givetvis håber, at Neal er en større hjælp end englænderen var for sit hold i den berømte EM-kvalkamp på Wembley i 1983.
En kamp som en dansker, der er særdeles berømt i såvel Liverpool som den hjemlige andedam, ofte har drillet Phil Neal med.
- Jeg kender jo en fyr, der hedder Jan Mølby. Han har ofte drillet mig med det straffespark. Den dag havde jeg problemer med den danske wing Jesper Olsen og Mølby minder mig altid om, at det er den eneste kamp, hvor vi har spillet mod hinanden. griner Phil Neal, der trods nederlaget dengang håber på sejr til sin danske ven 18. juni.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.