Liverpool-profil skal opereres: Ude resten af sæsonen

Joël Matip er ude resten af sæsonen med en skade i låret

Jürgen Klopp har fået lidt at tænke over, inden slutspurten i Premier League skal sættes ind.

Centerforsvareren Joël Matip har pådraget sig en lårskade og forventes ikke at kunne deltage i de resterende seks kampe. Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

- Matip kunne fuldføre 90 minutter af kampen (mod Crystal Palace, red.), men efterfølgende undersøgelser af låret har vist, at en operation forventes at være nødvendig for at løse problemet.

- Operationen vil højst sandsynligt afslutte den 26-åriges deltagelse i resten af sæsonen, lyder det.

Joël Matip har vundet sin sidste hovedstødsduel i denne sæson. Foto: All Over Press
Joël Matip har vundet sin sidste hovedstødsduel i denne sæson. Foto: All Over Press
 

Defensive problemer
Matip har været foretrukket som makker til Virgil van Dijk frem for kroatiske Dejan Lovren i de to seneste kampe, og tyskeren har i alt spillet 25 Premier League-kampe i denne sæson. Han missede 11 kampe på grund af skader i november og december sidste år.

Liverpool har vanen tro haft defensive problemer i denne sæson, hvor Klopps tropper har lukket 35 mål ind i 32 kampe. Flest af alle klubber i top fem. Til gengæld har Mohamed Salah og resten af de offensive esser banket mål ind på stribe, og derfor ligger Merseyside-klubben i øjeblikket på en tredjeplads i Premier League.

Det forventes, at Jürgen Klopp vil løse skadesproblemet ved at sende Dejan Lovren tilbage i startopstillingen. Han kan dog også gøre bruge af den estiske reserve Ragnar Klavan, eller han kan smide Joe Gomez ind i det centrale forsvar.

Liverpool møder Manchester City i kvartfinalen i Champions League onsdag, mens Everton venter i et lokalbrag tidligt lørdag eftermiddag.

Se også: Tøffe revser 'ubehøvlet' Ståle: Han har ingen respekt!

Se også: Ståles store svada: Angriber FCN på kryds og tværs

Se også: Mølby: Han er uden tvivl årets spiller i Premier League

0 kommentarer
Vis kommentarer