Liverpool skuffet: - Svigtet endnu en gang

En ny afgørelse i Hillsborough-sagen fra 1989 finder stadig ingen skyldige. Det skuffer Liverpool FC

I april i år var det 32 år siden, at tragedien på Hillsborough indtraf. (Arkivfoto) Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix
I april i år var det 32 år siden, at tragedien på Hillsborough indtraf. (Arkivfoto) Foto: Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Retten i engelske Salford afviste onsdag det seneste sagsanlæg i den langstrakte sag om tragedien på fodboldstadionet Hillsborough i Sheffield i april 1989, hvor 96 fodboldfans blev mast ihjel.

Det skriver flere engelske medier.

Dommeren mente ikke, at der var belæg for at rejse en sag mod tre pensionerede betjente, som var med til at styre politifolkene i forbindelse med den skæbnesvangre FA Cup-semifinale mellem Liverpool og Nottingham Forest.

Det var pårørende til nogle af de afdøde liverpoolfans, som havde indbragt sagen for retten. Endnu er ingen draget til ansvar for ulykken, og sådan forbliver det indtil videre efter afvisningen af sagen.

Og det skuffer fodboldklubben Liverpool, som mistede de 96 fans den tragiske dag i 1989.

- Det er med stor skuffelse, at Liverpool Football Club noterer sig den seneste udvikling i den retlige proces i forbindelse med Hillsborough-katastrofen, skriver klubben på sin hjemmeside.

Det var frygtelige scener, der udspillede sig på Hillsborough den skæbnesvangre dag i 1989. Arkivfoto: REX/TODAY
Det var frygtelige scener, der udspillede sig på Hillsborough den skæbnesvangre dag i 1989. Arkivfoto: REX/TODAY
 

Klubben slår fast, at selv om den ikke har en aktie i sagsanlægget, så ønsker den ligesom ofrenes pårørende, at nogen skal drages til ansvar for tragedien.

- Vi hylder alle dem, som har kæmpet for retfærdighed. De er blevet svigtet endnu en gang, skriver klubben.

- Vi har en sag, hvor 96 mennesker blev slået ihjel på grund af svigt, og alligevel er ingen enkeltpersoner eller grupper blev gjort ansvarlige for deres død.

Den skjulte tragedie: Danmark spiller på dødens stadion