Liverpool-forsvareren Jon Flanagan risikerer fængsel, efter han i dag indrømmede at have begået et overfald i forbindelse med en bytur.
Indrømmelsen skete under et retsmøde i Liverpool.
Ifølge nyhedsbureauet Press Association og flere engelske medier skulle offeret være Flanagans kæreste, Rachael Wall.
Avisen Liverpool Echo oplyser desuden, at retsdokumenter viser, at 25-årige Jon Flanagan angiveligt skulle have slået kvinden i forbindelse med overfaldet, og at Liverpool-spilleren risikerer maksimalt seks måneders fængsel for forseelsen.
Den endelige dom forventes at blive afsagt 17. januar, og en fængselsstraf vil ganske givet få alvorlige konsekvenser for forsvarerens fremtid i storklubben.
Løsladt mod kaution
Jon Flanagan blev anholdt om morgenen fredag 22. december, men blev efterfølgende løsladt mod kaution, og derfor har han været på fri fod siden episoden.
Kort efter sigtelsen blev offentliggjort, bekræftede Liverpool kendskab til episoden.
- Klubben er blevet gjort opmærksom på en påstået hændelse, som involverer et medlem af førsteholdstruppen. Men vi vil ikke kommentere sagen yderligere, mens den stadig er i gang ved de relevante instanser, lød det.
Flanagan steg op gennem Liverpools akademi og fik sin førsteholdsdebut tilbage i 2010/11-sæsonen.
Britens udvikling er dog siden hen blevet ødelagt af skader. Sidste sæson fik han ti kampe for Burnley, inden hans lån ophørte, og han røg tilbage til Anfield.
United-stjerne var modelkæreste utro med brystbombe
Liverpool-spiller sigtet for overfald
Guardiola efter vanvidstacklinger: Så slemt er det med stjernerne