Liverpool-stjerne i grotesk sag: Kan koste Cup-exit

Jürgen Klopp er bange for at blive smidt ud af FA Cup'en, hvis han bruger afrikansk profil i aften

Jöel Matip er midtpunkt i speget sag. Foto: AP
Jöel Matip er midtpunkt i speget sag. Foto: AP

Da Liverpool søndag spillede 1-1 med Manchester United på Old Trafford, måtte manager Jürgen Klopp undvære sin camerounske forsvarskrumtap Jöel Matip.

Ikke fordi han var skadet eller har karantæne.

Nej, forklaringen er en anelse mere grotesk.

I øjeblikket spiller Matips hjemland, Cameroun, African Cup of Nations, i Gabon. En turnering, Liverpool-spilleren ikke deltager i efter, at han i 2015 besluttede at stoppe på landsholdet.

Han blev godt nok udtaget til den indledende bruttotrup, men meldte afbud med henvisning til sit landsholdsstop.

Den beslutning brød de sig ikke om i Camerouns fodboldforbund, og allerede i december meddelte man, at man overvejede at klage, hvis han optrådte for Liverpool under turneringen.

For selv om Matip ikke længere ønsker at optræde for 'Les Lions Indomptables' eller 'De Utæmmelige Løver', som Camerouns landshold kaldes, så kan den afrikanske nation ifølge FIFA-reglerne stadig spærre ham på klubholdet, så længe den officielle turnerings-termin løber. Det skriver The Guardian.

Hvad sker der? Liverpool-talent håner United-keeper:

En helt bizar situation, der betyder, at Klopp har besluttet ikke at bruge forsvareren, når Liverpool onsdag aften skal en tur til Plymouth for at spille omkamp i FA Cup'ens tredje runde.

Det sker efter samtaler med klubbens advokater.

- Som I kan forestille jer, er vi i gang med mange samtaler. Vi har gennemført transfers hurtigere end dette. Det har allerede varet længe, men nu er det blevet intenst fra vores side. Vi har prøvet alt, men i sidste ende er jeg nødt til at træffe en beslutning. Jeg bliver nødt til at spørge Liverpools advokater, men det er min beslutning.

- Jeg kan sætte ham i startopstillingen. Jeg tror ikke, at dommeren vil sige, 'stop, stop. Du må ikke være på banen'. Men jeg vil gøre det, hvis det er ok fra vores synspunkt. Men jeg har brug for rådgivning. Jeg er ikke advokat, siger tyskeren, der altså har erkendt, at han løber en stor risiko, hvis han lader Matip spille.

For hvis FIFA giver Cameroun medhold i, at Jöel Matip ikke er spilleberettiget i FA Cup'en, kan Liverpool blive smidt helt ud af den hæderkronede pokalturnering.

- Det er det næste, som vi ikke ved. Som regel i livet så ved du, at hvis du gør sådan og sådan, så sker der dette eller dette. Men det er ikke 100 procent klart, hvad der kan ske. Vi prøver alt for at vinde fodboldkampe. Hvis det er muligt, at vi kan ryge ud af turneringen, må vi tage stilling til risikoen. Han er parat til at spille. Det er med til at gøre det vanskeligt, forklarer en frustreret Klopp.

Først fredag beslutter FIFA, om der er basis for en sag. Og ifølge Liverpool-manageren kan der gå op til 10 dage mere, inden der foreligger en beslutning.

Ifølge BBC kan den spegede sag koste Matip op til otte kampe for Liverpool. Men ifølge Camerouns belgiske træner, Hugo Broos, er det netop frygten for at ryge af holdet, der ofte får afrikanske spillere til at droppe landsholdsopgaver.

- Jeg har flere eksempler på spillere, der er bange for at komme hjem på landsholdsopgaver, fordi de er bange for at miste pladsen, når de kommer tilbage til klubben. Hvis man vil undgå det, så er de nødt til at flytte turneringen (African Cup of Nations, red.) til juni eller juli, hvor turneringerne i Europa er færdige, siger han.

Se målene fra Manchester United-Liverpool:
23 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere