Liverpool taber for første gang i 45 Premier League-kampe

Efter blot at have sat to point til i Premier League i 27 kampe i denne sæson, taber Liverpool lørdag sensationelt 3-0 til Watford

Klopp synes, at fokus skal være på Watford og ikke Liverpools nederlag. Video: AP

Liverpools drøm om at gå ubesejret gennem sæsonen i Premier League sluttede lørdag. 

Efter 44 ligakampe i træk uden nederlag, blev det Watford, der stoppede topholdets utrolige stime, da Watford hjemme vandt 3-0. 

Liverpool tabte seneste i ligaen 3. januar i 2019 med 1-2 ude mod Manchester City i sidste sæson. Men det blev altså Watford, der måske lidt overraskende stoppede festen efter 14 måneder.

Liverpool topper naturligvis stadig helt suverænt rækken med 22 point ned til Manchester City, mens Watford med de tre point kom over nedrykningsstregen.

Dermed tangerer Liverpool heller ikke Arsenals rekord fra sæsonen 2003/04, hvor de som det eneste hold nogensinde gik ubesejret igennem en Premier League-sæson og efterfølgende fik prædikatet 'Invincibles'.

Hvilket fik den tidligere topspiller og nuværende fodboldvært Gary Lineker til at more sig lidt på begge klubbers bekostning:

Også Arsenal måtte erkende, at de åndede lettede op - selv om de i første omgang lykønskede Liverpool med at have været ubesejret så længe:

Den tidligere Manchester United-helt og nuværende ekspert Gary Neville fejrede tydeligvis nederlaget:

Liverpool kom ikke til meget i de første 45 minutter, og hjemmeholdet var tættest på at komme foran i slutfasen. 

Her fik Troy Deeney moslet sig igennem og afsluttet, men bolden strøg forbi mål, men det var et varsel om, hvad der ventede. 

Kort inden pausen måtte Watfords Gerard Deulofeu lade sig udskifte med, hvad der lignede en slem knæskade, som han pådrog sig efter sit fald i forbindelse med en nærkamp.

Anden halvleg var dårligt fløjtet i gang, før Will Hughes blev spillet fri, men Liverpool-keeper Alisson fik reddet forsøget. 

Liverpool lurede dog, og efter 52 minutter fik Andrew Robertson en mulighed, da han blev spillet fri i venstre side i feltet, men skottens afslutning var lige på Watford-målmand Ben Foster. 

Kort efter svigtede Robertson så i defensiven, og Watford kom foran 1-0. 

Abdoulaye Doucoure slap igennem og spillede Ismaïla Sarr fri tæt foran mål, og da Robertson ikke havde styr på Sarr, så sparkede den tidligere Rennes-angriber bolden i kassen, og jublen brød ud på Vicarage Road. 

Der var mere guf i Sarr, som slog til igen seks minutter senere. 

Fra midten af banen leverede Deeney en dyb stikning, og den gav Sarr en friløber, og den 22-årige angriber spurtede mod målet og løftede bolden over Alisson, og så var Watford minsandten foran 2-0. 

Med en halv time igen jagtede Liverpool naturligt et par mål, men det hele blev endnu værre, da Deeney sørgede for 3-0 med 18 minutter igen. 

Trent Alexander-Arnold leverede en fatal tilbagelægning til Alisson, og Sarr kom imellem og opsnappede bolden. Han lagde den tilbage til Deeney, mens Alisson var på skovtur, og Deeney sendte bolden i det tomme mål.

Det gjorde opgaven umulig for gæsterne, og Watfords spillere kunne lade sig hylde, da dommeren fløjtede kampen af.

Se også: Redder Chelsea fra katastrofe

Se også: Schmeichel og co. nedlagt af bundproppen

Se også: Frygter coronavirus: Newcastle forbyder håndtryk

142 kommentarer
Vis kommentarer