Når han gjorde noget på fodboldbanen, gjorde han det altid 100 procent.
Daniel Agger gjorde aldrig noget halvhjertet eller som en slags venstrehåndsarbejde. Han ofrede sig altid for holdet. For helheden. For kollektivet.
Sådan er livet fortsat for den nu 32-årige pensionerede landsholdsanfører. På trods af, at han har trukket sig helt tilbage fra rampelyset, træder han alligevel frem på den store scene i forbindelse med et stort velgørenheds-arrangement 17. juni på Royal Golf Club i København.
Til glæde for 400 udsatte børn
Her samler Daniel Agger en række internationale topnavne, så som Steven Gerrard, Jamie Carragher, Luis Garcia, Mikkel Kessler og Thomas Bjørn i bestræbelserne på at samle penge ind til 400 udsatte børn på Vestegnen. Han vil gerne hjælpe dem i gang med at dyrke sport. Uanset om det er fodbold, håndbold eller tennis.
Via sin fond – The Agger Foundation – laver han en storstilet indsamling i forbindelse med et golfarrangement 17. juni i Royal Golf Club i København, hvor hele overskuddet fra arrangementet skal gå til Red Barnets projekt ”Plads til alle”.
Samarbejdet om projektet sker i tæt samarbejde med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der nu er international chef for Red Barnet.
- Jeg har været meget heldig og mødt de rigtige mennesker på min vej. Det gjorde ikke alle i min omgangskreds. Hvorfor skulle jeg ikke give de erfaringer videre til nogle børn, så de måske en dag har mulighed for at løbe ind i de rigtige mennesker.
- Hvis ikke jeg var blevet en del af en fodboldklub (Rosenhøj), havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag. Det har været med til at forme mig som menneske.
- Jeg er nu i en situation nu, hvor jeg har overskud og gerne vil hjælpe. Derfor laver jeg det her arrangement, siger Daniel Agger til Ekstra Bladet.
Værdierne er vigtige
Og så nævner Daniel Agger sin tidligere træner og sin ældste søns træner som gode eksempler på personer, der ofrer sig for fællesskabet og sørger for, at de unge får gode oplevelser.
- Min tidligere træner i Rosenhøj talte altid om værdier ved at være sammen, om at være der for hinanden. Det eneste han aldrig nævnte, var ham selv. Det er enormt vigtigt, at unge har erfarne voksne, der kan guide dem i en god retning.
- Jeg kan se det på mine egne børn. Min ældste søn, Jamie på otte et halvt, har en fodboldtræner, som jeg tager hatten af for. De træner to gange og ugen og spiller derudover kamp. Han er så enormt engageret og bruger så meget tid på de unge. Det er fantastisk at opleve, forklarer Daniel Agger.
Overskuddet fra Daniel Aggers velgørenheds-arrangement skal ramme børn i foreløbig to af Vestegnens kommuner. ”Plads til alle” er projektet, hvor det handler om at få unge til at dyrke idræt.
Projektet har Daniel Agger ikke involveret sig i, fordi han skal være kransekage-figur. Han har lagt mange kræfter og energi i at få det op at stå de seneste to år.
- Jeg lavede min fond (The Agger Foundation), fordi jeg gerne vil give noget tilbage. En ting er at give penge. Noget andet er at bruge tiden og være til stede, når pengene skal bruges og projekterne skal føres ud i livet.
- Når jeg gør noget, gør jeg det altid 100 procent. Derfor skal jeg også involveres i det her i de to kommuner på Vestegnen, hvor projektet ”Plads til alle” kommer til at køre. Jeg vil gerne se, at de unge får glæde af det her, forklarer Daniel Agger.
Liverpool er et stort fællesskab
Charity er et meget udbredt engelsk fænomen. Flere af Aggers tidligere holdkammerater i Liverpool uddeler også penge via fonde efter velgørenheds-arrangementer. Senere på foråret skal Daniel Agger således til Portugal for at deltage i et arrangement, som Steven Gerrard står bag.
- Jeg sad op og ned ad Steven Gerrard i ni år. Pludselig så jeg ham ikke. Nu er den slags begivenheder en lejlighed til, at vi kan se hinanden igen.
- Liverpool er en speciel klub med et stort fællesskab, forklarer Daniel Agger, der i slutningen af maj sammen med Steven Gerrard, Jamie Carragher og Steve McManaman er inviteret til Australien med førsteholdstruppen for at spille en opvisningskamp.
- Jeg har været meget heldig i min tid at møde en masse interessante mennesker. Men jeg må også have gjort noget rigtigt i forhold til dem, fordi de siger ja til at deltage i mit arrangement, pointerer Daniel Agger, der – hvis arrangementet 17. juni bliver en succes – vil gentage det i 2018.
- Det første arrangement bliver meget vigtigt, hvis vi skal gentage det året efter. Det skal være en succes-oplevelse for folk, så de kommer igen og finder arrangementet attraktivt, fastslår han.
Udover en golfturnering hele lørdagen bliver der en stor galla-middag om aftenen, hvor en række rekvisitter fra flere Liverpool-spillere kommer på aktion, lige som der kommer underholdning i international topklasse på programmet med DAD, Phlake og Suspekt.
Eksklusivt: Agger løfter sløret for kæmpe projekt