TV: Vilde boksekampe, fodboldmord og tre mål af Ronaldo

TOP 5: Vi ser tilbage på en fantastisk sportsuge på Ekstra Bladet TV, hvor Ronaldo knuste Zlatan og Sveriges VM-drømme og Carl Froch fik en kontroversiel sejr over George Groves

Syv forrygende dage i sportens verden nærmer sig sin afslutning. Vi ser tilbage på fem af de bedste sportsklip, der er blevet bragt her på Ekstra Bladet TV i den forgangne uge.

Ugen startede med returopgørerne i VM-kvalifikationen, hvor forventningerne især var høje til Sveriges hjemmekamp mod Portugal. Svenskerne tabte det første opgør 1-0 på et mål af Cristiano Ronaldo.

Det var da også duellen mellem Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic, der var i stort set altoverskyggende fokus før kampen. De to verdensstjerner skuffede på ingen måder, da de stod for alle fem mål i den medrivende kamp.

Desværre for vores naboer øst for Øresund var det Ronaldo, der stod for de tre af målene.

Sverige-Portugal: 2-3 : Se alle målene fra CR7 og Zlatan

I Premier League blev to dommerafgørelser de helt store samtaleemner i weekenden. Vi starter med den første, som fandt sted i Merseyside-derbyet mellem Everton og Liverpool.

Et fantastisk derby, som endte uden vinder, men til gengæld med hele seks mål og masser af action. Alligevel skabte en situation i første halvleg de fleste overskrifter.

Evertons Kevin Mirallas kom alt, alt for sent i noget, der vel knap kan kaldes en tackling på Liverpools Luis Suarez. Mirallas stemplede uruguayeren direkte ind på siden af knæhasen, men slap helt uforståeligt for et rødt kort i situationen, der til gengæld blev takseret til gult.

TV: Svinestreg på Suarez - se mærkerne på hans knæ

Det manglende røde kort til Mirallas blev nærmest symbolsk for en dårlig dag for dommerne i Premier League. I hvert fald burde man nok i dommerforeningen sætte sig ned og blive enige om en linje for, hvordan man stanger røde og gule kort ud.

I kampen mellem Stoke og Sunderland blev Sunderlands Wes Brown nemlig præsenteret for et direkte rødt kort, hvor forsvareren satte en ren tackling ind på bolden i en situation, hvor han ikke var i nærheden af at ramme modstanderen.

TV: Rødt til Brown - er udvisningen i orden?

Vi runder af med to boksebrag, der fandt sted natten mellem lørdag og søndag. Der var ondt blod under optakten til boksebraget 'Battle of Britain' mellem Carl Froch og udfordreren George Groves.

De to engelske boksere svinede hinanden til på kryds og tværs i månederne op til kampen, og stilen fortsatte inde i ringen, hvor begge boksere uddelte og modtog masser af klø.

Desværre blev kampen afgjort på en kontroversiel kendelse af kamplederen, der i niende omgang stoppede George Groves, der ellers førte på point og helt uventet pressede Froch til det yderste.

Froch vandt på kontroversiel TKO

Lidt senere på natten mødte den filipinske folkehelt Manny Pacquiao amerikanske Brandon Rios. Kampen fandt sted i Macau i Kina og var 'Pacman's comeback efter den grusomme KO, han blev tildelt af Juan Manuel Marquez for et lille års tid siden.

34-årige Pacquiao viste, at han stadig skal regnes som en af verdens bedste boksere pund for pund, da han på vanlig vis udboksede Rios over 12 omgange.

Pacquiao udboksede Rios i sikker pointsejr

Vi glæder os til endnu en sportsuge på Ekstra Bladet TV, der både byder på Champions League, Premier League og Superliga

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere