Daniel Agger: Når Gerrard taler, lytter alle

- Gerrard råber aldrig højt, men når han taler lytter alle. En speciel evne at have som leder, mener Daniel Agger

Den 19. maj modtog Steven Gerrard en pris til 'Liverpool FC 2015 Players' Awards' (video: AP/ SNTV)
Følg Fodbold
Følg Premier League
Følg Liverpool

I går blev dokumentaren ’Gerrard: My Liverpool’ vist for første gang. Historien om Steven Gerrard, hvor den abdicerende Liverpool-kaptajn tager seerne med gennem sin utrolige karriere i klubben. Både på og udenfor banen.

Men det er også fortællingen, hvor hans mor, en af døtrene, venner og et hav af internationale fodboldstjerner hylder Captain Fantastic for hans karriere.

Daniel Agger nåede at spille sammen med Steven Gerrard i otte et halvt år. Han deltager ikke i dokumentaren, men klubbens tidligere viceanfører er trods alt den dansker, der kender ham bedst. I de sidste to sæsoner Agger var i klubben, avancerede han til Gerrards højre hånd som viceanfører.

Stjernerne hylder Gerrard efter afskedskamp

Daniel Agger vil gerne give et indblik i, hvem Gerrard er og hvorfor han har så stor respekt for ham. Både som menneske og fodboldspiller.

Sundt at få lidt luft
- Det er altid svært at sætte tidspunkt på, hvornår du skal stoppe. Du skal lytte til din egen følelse. Men jeg forstår godt, han stopper i Liverpool nu, siger Daniel Agger til Ekstra Bladet.

Han uddyber:

- Jeg tror, det er sundt for Steven at komme lidt væk fra Liverpool. Han skal ud at prøve noget andet og samtidig være et sted, hvor han har mere frihed. I Liverpool har han ikke haft nogen frihed overhovedet, fastslår Daniel Agger, der har fuld forståelse for, at Steven Gerrard ikke har lyst til at slutte sin tilværelse som bænkevarmer i Liverpool.

I dag spiller Steven Gerrard kamp nummer 710, den sidste officielle kamp for Liverpool mod Stoke. Og det bliver en ganske speciel situation, der siden vil opstå, forudser Daniel Agger.

- Der bliver et enormt tomrum efter Steven Gerrard. Han har fyldt så meget alle steder. I medierne, på banen, uden for banen og i omklædningsrummet.

- Når man tager sådan en person vil der opstå et stort tomrum. Og det bliver meget vanskeligt at fylde op igen, påpeger han.

Knust Gerrard: Se hans følelsesladede afskedstale

Tager altid presset på sig
Daniel Agger har altid sat stor pris på Captain Fantastic, men det har ikke kun været for hans fodboldmæssige egenskaber.

Agger har været imponeret over anførerens evne til at håndtere det pres, som han har levet under i hele sin karriere i Liverpool.

- I en klub som Liverpool er der altid ekstra pres på manageren og anføreren. Gerrard har altid været enormt dygtig til at håndtere presset fra omgivelserne. Og jeg kan ikke komme i tanke om andre, der har været dygtigere til at formidle det pres end ham.

- Han har altid leveret på banen under pres. Når det er gået ned ad bakke, har han aldrig smidt håndklædet. Så er det ham, der har taget ansvaret. Og endelig er han en type, der kan rumme meget, fordi der hele tiden er bud efter ham. Han gør så meget for andre, som han kan overkomme.

- Alle har altid vidst, at han er en god fodboldspiller. Men som menneske er han speciel. Han er helt igennem et godt menneske. En person, der hjælper og bekymrer sig om sine omgivelser. Mange af de ting han går ind i (eksempelvis Steven Gerrard Foundation) lægger han mange kræfter i. Og det tager jeg hatten af for, siger Daniel Agger.

Den stille leder
Han afslører samtidig, at Liverpool-legenden aldrig har været den hidsige eller brølende kaptajn, der råbte og skreg, hvis spillet ikke kørte på banen.

- Nogle kan få et budskab ud, uden at råbe op. Men det er nogen gange også dem, der bliver lyttet mest på. Sådan en type er han, forklarer Daniel Agger og slår fast:

- Når Steven taler, lytter man. Og det er lige meget, hvem det er. Han har aldrig haft behov for at råbe højt. Og det er en kvalitet og egenskab, der er svær at få. Det kræver en vis respekt, og at man altid går forrest i alt, hvad man gør og siger. Og det gør han, påpeger Daniel Agger.

Gerrard kan blive stor manager
Steven Gerrard spiller i dag sin sidste kamp og forlader Liverpool, men det ligner et på gensyn til klublegenden om senest et par år.

Daniel Agger, der spillede sammen med ham i otte et halvt år, er i hvert fald ikke i tvivl om, at Captain Fantastic sagtens kan have en lovende karriere foran sig som manager.

- Han har erfaring og egenskaber, der kan gøre ham til en rigtig dygtig manager i fremtiden. Jeg er ikke i tvivl om, at han kan bygge et godt managerteam op, fordi han har så stor en fodboldviden, vurderer Daniel Agger.

Smukt farvel til Liverpool-legenden

Steven Gerrard har forudsætningerne for at blive en god manager i fremtiden, mener Daniel Agger, der spillede sammen med den abdicerende Liverpool-kaptajn i otte et halvt år. (Foto: AP)
Steven Gerrard har forudsætningerne for at blive en god manager i fremtiden, mener Daniel Agger, der spillede sammen med den abdicerende Liverpool-kaptajn i otte et halvt år. (Foto: AP)
 

I sin tid i Liverpool nåede Daniel Agger at spille sammen med flere store, internationale profiler Fernando Torres, Xabi Alonso, Javier Mascherano, Luis Suarez og så var der naturligvis også legenden – Steven Gerrard.

For Agger er der slet ingen tvivl om, hvem der har været den bedste medspiller i karrieren.

- Steven Gerrard er afgjort den bedste allroundspiller, jeg har spillet sammen med. Han var bare altid et skridt foran, selv om Fernando Torres og Luis Suarez var ustoppelige, da de spillede for os, fastsllår han.

Gåsehud! Se Anfields emotionelle Gerrard-hyldest

Steven Gerrard om...

Sin bedste kamp
’Everton-kampen hvor jeg scorede hattrick (i 2012, red.). Efter alt det, jeg havde hørt på fra blå-næserne (Evertons fans, red.) gennem årene, var det en virkelig rar følelse.’

Sit favoritmål
’Det smukkeste var det i FA Cup-finalen (mod West Ham i 2006, red.). Det vigtigste: Istanbul (i 2005).’

Mest væsentlige øjeblik
’Det må helt sikkert være det Olympiakos-mål (i 2004, red.), ud fra timingen, og hvor meget vi havde brug for det. Det Olympiakos-mål var så stort og hjalp os til at komme videre til den fantastiske aften i Istanbul.’

Karrierens højdepunkt
’Hårene i nakken rejser sig stadig, når nogen nævner Istanbul. Det var den bedste aften i mit liv. Højdepunktet rent professionelt. Det er den bedste pokal at vinde, og det vil nok blive husket som den bedste Champions League-finale nogen sinde. Jeg var jordens mest stolte mand.’

USA
’Jeg tror, at niveauet der er det passende for mig i forhold til, hvor jeg er nu. Jeg fylder 35 om et par uger, realiteten er, at jeg er ved at blive for gammel til dette niveau, og et andet vil nok passe mig bedre.’

Sin bedste holdkammerat
’Luis Suárez. Jeg har været privilegeret at spille sammen med store spillere i mine år i Liverpool, men ingen kommer tæt på Luis. Han er ikke bare den bedste, han er det med klar margin.’

Den manglende Premier League-titel
’Det er det, jeg ærgrer mig mest over i min karriere. Jeg tænker ikke kun på at vinde ligaen én gang om dagen. Nogle gange er jeg oppe på en håndfuld gange på en eftermiddag.’

Timingen for sin exit
’Jeg har altid syntes, at man skal smutte en kende tidligt, når folk stadig vil have en lille smule mere frem for, at tilhængerne på tribunen og folk i byen siger ’du blev for længe’ og forsøger at sparke dig ud.’

Mere fra Ekstra Bladet+

Vi kan ikke have en rigspolitichef, der lyver

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind