Liverpool-legende Roger Hunt død

Angriberen Roger Hunt, der blev verdensmester i 1966 og adlet for sin bedrift, var klubbens næstmest scorende spiller. Han blev 83 år

I Liverpool husker man sine helte. Her er Roger Hung på et vægmaleri sammen med sin tidligere angrebsmakker Foto: John Clifton/CSM via ZUMA Wire/Ritzau Scanpix
I Liverpool husker man sine helte. Her er Roger Hung på et vægmaleri sammen med sin tidligere angrebsmakker Foto: John Clifton/CSM via ZUMA Wire/Ritzau Scanpix

Roger Hunt er død, oplyser Liverpool FC på klubbens hjemmeside.

Her siges farvel til en af klubbens helt store skikkelser, der blev verdensmester med England i 1966 og senere slået til ridder.

Roger Hunt sov mandag stille ind i sit hjem efter længere tids sygdom, 83 år gammel.

Han er den næstmest scorende Liverpool-spiller gennem tiderne med imponerende 285 mål i 492 kampe. Ian Rush overhalede ham i 1992.

Roger Hunt følger efter sine VM-kolleger Alan Ball og Jackie Charlton i jubelstunden i 1966. Foto: Ritzau Scanpix
Roger Hunt følger efter sine VM-kolleger Alan Ball og Jackie Charlton i jubelstunden i 1966. Foto: Ritzau Scanpix

Angriberen kom til klubben fra den nærtliggende amatørklub, Stockton Heath, som 20-årig i 1958 og tilbragte siden 11 sæsoner i klubben.

Roger Hunt scorede allerede i sin debutkamp mod Scunthorpe United på Anfield Road, og han var en del af de mandskaber, som legendariske Bill Shankly var manager for.

Roger Hunt jubler over Geoff Hursts kontroversielle mål  til 3-2 i VM-finalen mod Tyskland i 1966. Foto: Ritzau Scanpix
Roger Hunt jubler over Geoff Hursts kontroversielle mål til 3-2 i VM-finalen mod Tyskland i 1966. Foto: Ritzau Scanpix

Han blev mester med klubben i 1964 og 1966 og var ind i mellem med til at snuppe FA Cup’en i 1965.

Sir Roger scorede tre gange ved VM-slutrunden i 1966 og nettede i alt 18 gange i 34 landskampe.