Der var enkelte, der grinede, da Thomas Grønnemark kom til Liverpool. En indkasttræner! Hvad skulle man dog med sådan en...
Nu griner ingen længere. For den 42-årige skibonit har vist England, hvad et indkast kan føre til.
England vandt søndag med nød og næppe - og til stor jubel på Wembley - sin Nations League-pulje efter en sen scoring af Harry Kane.
Kort forinden havde Manchester Uniteds Jesse Lingaard udlignet, da han udnyttede forvirringen efter et langt indkast fra Liverpools Joe Gomez, som er en af de spillere, Grønnemark har specialtrænet med.
Gomez slyngede bolden langt ind i feltet, hvor Lingaard dukkede op og udlignede i VM-revanchen mod Kroatien. Kort efter blev Kane matchvinder og sikrede England gruppesejren.
Grønnemark jublede på Twitter over sin elevs fortræffeligheder i forbindelse med udligningen og kan nu også juble over, at kontrakten med Liverpool er blevet forlænget, så den nu gælder resten af sæsonen.
- Jeg er stolt over det opnåede i Liverpool og af forlængelsen af aftalen. Det dokumenterer Liverpools tilfredshed med mit arbejde, og at de også ser og anerkender de resultater, vi har nået med spillerne.
- Jeg håber, at arbejdet kan krones med en eller flere titler, når sæsonen slutter i maj måned, siger Grønnemark i en pressemeddelelse.
42-årige Thomas Grønnemark, der også samarbejder med FC Midtjylland og en unavngiven Bundesliga-klub, træner spilerne i lange, korte og hurtige indkast.
Han har også tidligere arbejdet med Horsens og skabt ganske markante resultater i de klubber, han har været i.
Det var Jürgen Klopp, der personligt ville have danskeren til Liverpool, og tyskeren har været så tilfreds, at prøveperioden er blevet afløst af en kontrakt sæsonen ud.
Thomas Grønnemark har siden 2004 haft sit eget firma, Throw-in, hvor han har specialiseret sig i indkasttræning. Han har samtidig den officielle verdensrekord for det længste indkast.
Grønnemark har kastet 51,33 meter.
Jubler over markant forandring: Dansker tager Liverpool med storm
Nej tak til spillere fra Afrika: Storklub undersøges for diskrimination
Danske Mads' kometkarriere: Nu henter han spillere for 400 millioner
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.