Velinformeret miniput-site gør det igen: Nu skriver Klopp under

Et ukendt bosnisk medie breakede Brendan Rodgers' fyring som de første sidste uge, og nu mener de at vide, at tyske Jürgen Klopp underskriver en aftale med Liverpool onsdag som den nye manager

Klopp bliver meget snart præsenteret som ny træner i Liverpool. (Foto: AP)
Klopp bliver meget snart præsenteret som ny træner i Liverpool. (Foto: AP)

Kender du websitet pravdabl.com?

Nej, det var der heller ikke mange, der gjorde før weekenden - udover nogle bosniske borgere, der tjekker nyhedshjemmesiden fra tid til anden.

Men det lille Balkan-medie kom på alles læber søndag, da Liverpool valgte af ophøre samarbejdet med Brendan Rodgers. Websitet havde nemlig dagen forinden skrevet en artikel, hvori de hævdede, at Rodgers ville blive fyret, og afløseren ville blive tyske Jürgen Klopp og hans bosniske assistent Zeljko Buvac.

Informationerne hævdede de at have eksklusivt fra assistenten.

De fleste tog dog ikke de bosniske bulletiner seriøst, da de publicerede artiklen lørdag, men da fyringen var en realitet søndag, steg mediets troværdighed til nye højder.

Se også: Klopp bliver Liverpool-manager i denne uge

Nu virkede det pludseligt meget sandsynligt, at Jürgen Klopp ville blive næste manager i Liverpool - som mediet allerede havde skrevet lørdag.

Siden hen har store medier i England og Tyskland hævdet det samme - den tidligere Dortmund-træner er ønsket af Liverpool og de to parter er i forhandlinger.

Men det bosniske medie er ikke færdige med at dele ud af deres insider-informationer.

Tirsdag aften skrev pravdabl.com, at Klopp og bosniske Buvac er blevet enige med Liverpool om en treårig kontrakt, som de vil underskrive i løbet af onsdagen.

Tiden vil vise, om det bosniske miniput-medie får ret igen, men flere andre medier - der til dagligt er mere troværdige - er enige i dette udlæg.

Liverpool Echo, der følger klubben tæt og har gode kilder i klubben, skriver onsdag, at klubben og Klopp er blevet enige, men en aftale vil først blive underskrevet i løbet af de næste 24 eller 48 timer.

Liverpool ønsker dog at præsentere Klopp inden weekenden, så tyskeren har en hel uge sammen med holdet, inden de møder Tottenham efter landsholdspausen.

The Mirror mener også at vide, at Klopp har accepteret en aftale gældende de kommende tre sæsoner - med en option på et år mere - og tyskeren vil flyve til England torsdag, hvor han vil møde truppen. Fredag vil han blive offentliggjort for omverden.

Den tyske avis Bild kontaktede Klopp tirsdag for at få en kommentar om Liverpool-rygtet, men den 48-årige træner var ikke meget snakkelysten.

- Der er ikke meget at sige. Hverken et definitivt nej eller et definitivt ja, sagde han.

Se også: Klopp er vild med Premier League

Flere har dog givet udtryk for, at Klopp ville passe perfekt i Liverpool - også den tyske legende Franz Beckenbauer.

- Han er fantastisk. Han er en af de bedste trænere i verden, og han gjorde det fabelagtigt i Dortmund. Hvis Liverpool har en chance for at hyre ham, så skal de gøre det. Han elsker at snakke med spillerne, og der er ikke mange trænere som ham i verden, siger Beckenbauer og tilføjer:

- Liverpool er også en af de største klubber i verden, så klubben og Klopp ville helt sikkert være et godt match. Han er en vinder, siger han.

Klopp overtog et Dortmund-hold i krise i 2008 og førte dem blandt andet frem til to Bundesliga-titler og en Champions League-finale.

Liverpool kan se frem til en meget engageret træner på sidelinjen med følelserne uden på tøjet.

TV: Gense denne episode fra Champions League, hvor han spruttede af raseri over for en fjerdedommer!

 

21 kommentarer
Vis kommentarer