Brentfords nye danske stjernespiller, Christian Eriksen, stormer på vej mod et comeback.
Efter lægerne gav offensivspilleren grønt lys til at fortsætte sin fodboldkarriere, har missionen været klar: Eriksen vil til VM.
I slutningen af januar skrev den tidligere Inter- og Tottenham profil under med Brentford og tilsluttede sig dermed den store danskerkoloni, der bliver trænet af Thomas Frank.
I ugen op til offentliggørelsen i Brentford trænede Eriksen med Jong Ajax for at få banket noget af rusten af.
Nu er danskeren endelig tilbage i fuldt vigør i det vestlige London, og han havde som det første en klar besked til sine nye holdkammerater. Det fortæller han i et interview til TV3 sport.
Se interviewet øverst i artiklen
- Første dag, jeg kom, sagde jeg til allesammen, at de ikke skulle være bekymrede. Der var ikke noget at være bekymret for, og de kunne gå til mig som hvilken som helst anden fodboldspiller. Ellers ville jeg ikke være her, og det fik jeg også sagt første dag.
- Jeg tror ikke, der er nogen, der skåner mig på træningsbanen, men det har jeg også mærket her i dag, fortæller Eriksen med et smil på læben.
Dødbolds-specialisten understreger også, at han er blevet taget rigtig godt imod af sine nye holdkammerater.
- Det er jo en danskerkoloni uden lige, så der er meget dansk, men det er fine omgivelser, fine træningsbaner, nogle rigtig søde mennesker omkring og virkelig nogle, der er meget familiære, der snakker meget med hinanden og kender hinanden, så det har været et super førsteindtryk.
Brentford tabte onsdag til Manchester City og skal lørdag møde Crystal Palace i en kamp, hvor Christian Eriksen kan få sit comeback til professionel fodbold.
Eriksen afslører: 'Der var ingen kontakt'
Eriksen til kæresten: Var klar til at stoppe
Eriksen fortæller om dét opkald