En lang række fodbold-notabiliteter har været ude de sidste par dage og rose Claudio Ranieri og ærgre sig over fyringen i trængte Leicester City.
Brasilianske Doni er ikke en af dem.
Han lægger sig i den anden ende af skalaen med sine udtalelser til avisen El Mundo Deportivo.
- Før eller siden får du, hvad du fortjener. Løgnen kan gemme sig et stykke tid, men på et tidspunkt kommer sandheden frem, er han citeret for at sige.
Det kan man så lægge i, hvad man vil.
Men for at forstå Donis reaktion, er det nok fair at vide, at han har en fortid med Ranieri i AS Roma.
Og her var det ikke just rosenrødt, hvad de to talte om.
Ranieri tog over efter Luciano Spalletti kort inde i 2009-2010-sæsonen og var ikke længe om at sætte Doni på bænken til fordel for landsmanden Julio Sergio. Doni fik syv ligakampe den sæson.
Det var ikke meget bedre sæsonen efter, hvor han først for alvor begyndte at spille, da Ranieri blev fyret, og Vincenzo Montella tog over.
I dag er Doni blevet 37 år. Han indstillede karrieren i 2013, efter mindre succesfulde ophold i Liverpool og Botafogo i hjemlandet Brasilien.
Hans bedste år var i Corinthians i brasiliansk fodbold, mens han i Roma var med til at vinde to Coppa Italia-pokaler.
Karrierens nok værste kamp var blamagen mod Manchester United i 2007, hvor englænderne i den anden kvartfinale i Champions League vandt hele 7-1 på Old Trafford.
Liverpool-træner fatter det ikke: Brexit, Trump og Claudio Ranieri
Avis: Schmeichel stod bag fyring af Ranieri
Engelsk legende: Ranieri burde hædres - ikke fyres
Nu kommer den grimme sandhed om Ranieris fyring: Spillerne førte kniven