Målrig bundkamp sender Southampton opad

Southampton tog en vigtig sejr på 3-2 i bundkampen mod West Bromwich. Sejren sender Southampton op på den gode side af nedrykningsstregen

Foto: AP
Foto: AP

Det var to hold med hårdt brug for point, der lørdag krydsede klinger på The Hawthorns, da West Bromwich tog imod Southampton. Det blev en målrig affære, som gæsterne, uden Pierre-Emile Højbjerg i startopstillingen, kunne trække sig sejrrigt ud af.

Det startede ellers bedst for West Bromwich, der efter kun fire minutter kunne bringe sig foran 1-0. Den egyptiske forsvarsspiller Ahmed Hegazy kom højest på et hjørnespark, og gav hjemmeholdet en drømmestart.

Det hurtige mål lod til at vække Southampen, der de efterfølgende ti minutter havde flere gode muligheder. Herefter gik det dog lidt ned i tempo, og det så i lang tid ud til, at det skulle blive det eneste mål i første halvleg. Daniel Sturridge havde et godt forsøg efter 36 minutter, men det var gæsterne, som havde størstedelen af spillet. Til sidst i halvlegen gav det pote, da de med to hurtige mål bragte sig foran.

Først scorede Mario Lemina et sandt drømmemål, da han langt udefra sendte bolden i en blød bue mod det fjerneste hjørne efter 40 minutter. Tre minutter senere var det Southamptons tur til at udnytte et hjørnespark, da Jack Stephens kunne sende the Saints foran 2-1.

Ti minutter inde i halvleg blev det endnu bedre for Southampton, da James Ward-Prowse scorede direkte på frispark. Dermed så kampen ud til at være afgjort, men West Bromwich bøjede sig ikke endnu. Efter 72 minutter sendte Chris Brunt et indlæg i hovedet på Salomon Rondon, der ikke svigtede.

Det skulle dog ikke lykkes West Bromwich at få scoret et udlignende mål. Pierre-Emile Højbjerg blev skiftet ind efter 85 minutter, og hjalp Southampton med at køre sejren hjem. Med nederlaget er West Bromwich stadig placeret på sidstepladsen i Premier League, og har kun fået én sejr i de sidste 24 kampe.

Southampton tog sin første sejr i fire kampe efter tre uafgjorte i træk, der dog har givet holdet fra sydkysten tiltrængte point. Sejren bragte Southampton op på 26 point, to point flere end Stoke på den forkerte side af stregen.

2 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere