Manchester United skal betale kassen for ønskespiller

I sommerens transfervindue vil José Mourinho på jagt efter to nye backs til Manchester United, og her vil han igen forsøge at købe Danny Rose. Det skriver engelske the Guardian

Mourinho så på fra sidelinjen, da hans hold vandt 2-1 over Tottenham i weekendens FA cup opgør. Foto: Frank Augstein/AP.
Mourinho så på fra sidelinjen, da hans hold vandt 2-1 over Tottenham i weekendens FA cup opgør. Foto: Frank Augstein/AP.

Manchester United har haft svært ved at finde den rigtige spiller til at løse problemerne på venstre back.

Både Ashley Young, Luke Shaw, Daley Blind og Matteo Darmian har spillet positionen i denne sæson, men José Mourinho lader ikke til at være synderligt tilfreds med nogen af spillerne, og derfor vil han forstærke sig på venstre back til sommer.

Det er den engelske avis the Guardian, som i dag skriver, at Manchester United vil forsøge at hente to nye backs; en i hver side - til klubben i sommerens transfervindue, og på venstre back er den rigtige spiller blevet udpeget.

José Mourinho er angiveligt fortsat interesseret i at hente Danny Rose til klubben fra Tottenham, hvor han er blevet overhalet af Ben Davies i denne sæson, som dog også er blevet præget af skadesproblemer for den engelske forsvarsspiller.

En eventuel handel kan vise sig at blive ganske dyr for Manchester United, eftersom Tottenham har papir på Danny Rose frem til sommeren 2021, og samtidig solgte klubben sidste sommer Kyle Walker til Manchester City for omtrent 450 millioner kroner. Der kan blive tale om en lignende pris for Danny Rose, hævder the Guardian.

I de seneste sæsoner har Danny Rose for alvor slået sit navn fast i engelsk fodbold, og den 27-årige forsvarsspiller blev fast mand i startopstillingen hos det engelske landshold.

Se også: Hylder City-spiller: Et mix af Beckham og Scholes

Se også: Afløser han Wenger? Klub-boss lader manager forhandle med Arsenal

12 kommentarer
Vis kommentarer