Alle formaliteter er nu ryddet af vejen, og Lisandro Martínez er blevet præsenteret i Manchester United på en femårig kontrakt med option på et år mere.
Det skriver klubben onsdag på sin hjemmeside.
- Jeg har været heldig med at være en del af succesfulde hold i min karriere, og det vil jeg fortsat være i Manchester United.
- Det kræver meget arbejde, men jeg tror fuldt og fast på, at jeg med denne manager, disse trænere og mine nye holdkammerater kan gøre det, siger 24-årige Lisandro Martínez.
Den 24-årige stopper kommer til fra Ajax, hvor han har spillet under den nye Manchester United-manager, Erik ten Hag.
Ifølge Ajax betaler United et beløb svarende til godt 425 millioner kroner for argentineren. Det kan stige til 500 millioner kroner med diverse bonusser.
Han bliver desuden holdkammerat med den danske landsholdsprofil Christian Eriksen, der har indgået en treårig kontrakt med Manchester United.
Lisandro Martínez nåede at spille for Ajax i tre år. Argentineren har i den periode spillet 118 kampe for hovedstadsklubben og undervejs været med til at vinde det hollandske mesterskab to gange. Derudover er det også blevet til en pokaltitel.
I den forgangne sæson blev han kåret som årets spiller i Ajax.
Før han kom til Ajax, spillede Lisandro Martínez for Defensa i hjemlandet. På det argentinske landshold er det blevet til syv optrædener for stopperen, der fik debut på nationalmandskabet i 2019.