Manchester United-talent venter kun på at dø

14-årige Dylan Samuels havde en lovende fremtid foran sig efter fire gode år på Manchester Uniteds ungdomsakademi - i dag bor han på hospitalet og ved ikke, hvor længe han kommer til at leve

En lovende fodboldkarriere er blevet skiftet ud med en hverdag i hospitalssengen for 14-årige Dylan Samuels. (Privatfoto)
En lovende fodboldkarriere er blevet skiftet ud med en hverdag i hospitalssengen for 14-årige Dylan Samuels. (Privatfoto)

Historien om 14-årige Dylan Samuels burde have været historien om en lovende fodboldspiller, der gennem en årrække som akademispiller hos yndlingsklubben Manchester United endelig får en rigtig seniorkontrakt.

Det kommer aldrig til at ske.

For selv om Dylan Samuels i fire år tørnede ud for Manchester Uniteds mest lovende ungdomsspillere, så er han i dag ikke i nærheden af at kunne spille fodbold.

Han blev født med den kroniske sygdom cystisk fibrose, der påvirker luftvejene og fordøjelsen. Men med den rette behandling havde Dylan ikke mærket meget til sygdommen, da han pludselig i 2011 begyndte at halte efter de andre drenge, der netop var begyndt at spille på stor bane.

Han havde pådraget sig en lungeinfektion - og pludselig gik det stærkt. Lungekapaciteten faldt drastisk til en tredjedel af normal styrke - og han måtte naturligvis helt stoppe med at spille.

Dylan Samuels nåede at spille fire år på Manchester Uniteds ungdoms-akademi. (Privatfoto)
Dylan Samuels nåede at spille fire år på Manchester Uniteds ungdoms-akademi. (Privatfoto)
 

Dylan Samuels fik det værre, og snart måtte han tage permanent ophold på Afdeling 85 på Royal Manchester Children’s Hospital.

Her kan han sidde og tænke tilbage på det største øjeblik i sin korte fodboldkarriere: At starte inde mod Liverpool. Og på idolet Paul Scholes, der som ham selv ikke var stor, men alligevel regerede på den centrale midtbane.

- Jeg elskede at se Paul Scholes. Han var også lille som jeg. Alt, hvad han gjorde, var bare fantastisk. Jeg forsøgte at spille som ham, siger Dylan Samuels til Daily Mirror.

Han blev tilknyttet Manchester Uniteds ungdomsakademi på trods af sin lidelse - i skarp konkurrence med Manchester City, Liverpool og Bolton. Men hjertet bankede for United, så der var reelt ikke noget at rafle om.

Heller ikke for akademiets koordinator Mike Glennie:

- Han var en meget god fodboldspiller. Når vi tager en spiller ind, så udfylder han et helbredsskema. Naturligvis skinnede hans tilstand igennem, og vi fik råd fra klubbens medicinske stab.

- Nogle klubber havde nok sagt nej, men vi syntes, at drengen virkelig kunne spille. Jeg har aldrig set andre fodboldspillere med hans sygdom, der har gået så langt. Vi tog ham ikke, fordi vi følte sympati med ham, siger Mike Glennie.

Sympatien kan de i den hæderkronede klub så vise nu - hvor Dylan Samuels reelt kun bliver holdt i live via en skrap behandling, hvor lægerne fra tidlig morgen til sen aften pumper hans spinkle krop fuld af medicin.

Selv forsøger teenageren at tage tingene med hovedet løftet.

- Man spørger sig selv: 'Hvorfor mig?'. Man man bliver nødt til at kæmpe, man må ikke give op. Det lærte jeg i United.

- Der var jeg i skarp træning, men nu kan jeg ikke rejse mig fra denne seng og gå ud til bilen uden at få et hosteanfald og have en brækpose med mig.

- Jeg vil blive ved med at kæmpe.

- Jeg er ikke tosset - jeg ved godt. at jeg aldrig vil spille for United igen. Men kunne jeg bare jagte en bold. Score et mål. Få den fede fornemmelse igen. Det vil være det fedeste, siger Dylan Samules

Du kan læse mere om Dylan Samules og eventuelt donere penge til hans behandling på hans hjemmeside.

32 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere