Manchester United har andet end problemer på banen at forholde sig til.
Sent fredag aften bekræftede den engelske storklub, at man har været udsat for et cyberangreb, og der skulle ikke blot være tale om drengestreger.
- Selvom det er en sofistikeret operation af organiserede it-kriminelle, så har klubben vidtstrakte protokoller og procedurer på plads i forbindelse med sådan et tilfælde og har forberedt sig på den risiko, skriver klubben på sin hjemmeside.
De samarbejder nu med flere eksperter for at minimere skaderne fra angrebet.
Klubben skriver desuden, at alle påvirkede systemer lukkede ned, da angrebet blev opdaget. Derfor skulle der så vidt vides heller ikke være røget data i hænderne på de ubudne gæster i systemerne.
Den hurtige forsvarsaktion betyder desuden, at der ikke bliver problemer med at afvikle kampen mod West Bromwich Albion lørdag aften på Old Trafford, oplyses det.
Selvom angrebet var alvorligt, så er det ingen sensation for Manchester United, at kriminelle forsøger at få adgang til it-systemerne i en af verdens største klubber.
- Den type angreb bliver mere og mere almindelige og er noget, vi er nødt til at være forberedt på, skriver Manchester United.
Inden lørdagens kamp er Manchester United nummer 14 i Premier League.
Nu taler Ståle: Jeg mistede mit livsværk