City scorede syv mål på en halvleg

Manchester City og Chelsea er videre i Capital One Cup'en efter sejre over Sheffield Wednesday og Bolton. Også Tottenham uden Christian Eriksen er klar til næste runde

Manchester City-spillerne havde travlt med at juble i anden halvleg. (Foto: PA)
Manchester City-spillerne havde travlt med at juble i anden halvleg. (Foto: PA)

Manchester City er kommet halvskidt fra start i Premier League, men onsdag aften var der ingen slinger i valsen, da holdet mødte Sheffield Wednesday i Capital One Cuppen. Championship-klubben blev sendt hjem fra Etihad Stadium med et 0-7-nederlag i bagagen.

Det så dog ikke ud til, at det skulle blive nogen målfest for Manchester Citys vedkommende. Således var stillingen ved pausen fortsat 0-0, men i anden halvleg gik det stærk.

Frank Lampard gjorde det til 1-0 efter tre minutter, og herefter blandede Edin Dzeko, Jesus Navas, Yaya Toure og Jose Pozo sig også i målfesten, inden Sheffield Wednesday fik fred. Dzeko og Lampard lavede to mål.

Se også: Engelsk landsholdsspiller topper Citys ønskeliste  

I London var der snak om, at Andreas Christensen kunne få debut for Chelsea mod Bolton, men danskeren sad på bænken i hele kampen, da Jose Mourinho havde valgt at starte med Kurt Zouma som makker til Gary Cahill i midterforsvaret.

Og netop Zouma bragte Chelsea foran 1-0 efter 35 minutter. Bolton fik udlignet før pausen ved Matthew Mills, men i anden halvleg blev Oscar matchvinder for Chelsea, da han gjorde det til 2-1.

Se også: Lampard efter mål: Den var svær  

Tottenham uden Christian Eriksen havde ryggen mod muren i hjemmekampen mod Nottingham Forest, som førte 1-0 på White Hart Lane et stykke inde i anden halvleg, men Ryan Mason, Roberto Soldado og Harry Kane fik vendt billedet, således Spurs endte med en 3-1-sejr og en billet til næste runde i hånden.

0 kommentarer
Vis kommentarer