Hent flere
Seneste Premier League
Hent flere
Mest læste i Engelsk fodbold
Hent flere

Om Manchester United FC

Klubben blev grundlagt i 1878 under navnet Newton Health LYR (Lancashire og Yorkshire Railway). Det var oprindeligt medarbejderne på jernbanerne, der oprettede klubben for at kunne spille mod andre jernbanevirksomheder. 

Da fodboldligaen startede i 1888, mente jernbanemedarbejderne ikke, at de var gode nok til at være med, men de sluttede sig til i 1892, hvorefter de spillede to sæsoner i førstedivision, men herefter måtte se sig sendt ned i anden division.

Holdet startede med at spille på North Road, som lå tæt på jernbanegården. For at få plads til flere tilskuere, udbyggede de i 1887, og i 1891 købte de to store tilskuertribuner. I 1893 blev klubben smidt ud af North Roads ejere, der mente, at de burde tage entré til stadionet. Herefter flyttede de til Bank Street-grunden i Clayton, hvor de tilføjede tribuner løbende over de kommende år.

I starten af 1900-tallet var klubben truet af lukning på grund af økonomiske udfordringer, men en lokal bryggeriejer, John Henry Davies, trådte til og reddede klubben fra opløsning. Rygtet siger, at Davies fandt ud af, at klubben var i problemer, fordi han fandt anfører Harry Staffords hund og derefter faldt i snak. Andre mener, at Harry Stafford tog sagen i egen hånd og selv fandt fire rigmænd, heriblandt John Henry Davies, der var villige til at smide penge efter klubben.

Der blev investeret i klubben mod at få medbestemmelse i driften, og John Henry Davies blev klubbens præsident. Det førte til et navneskifte i 1902, hvor klubben skiftede navn til det nuværende Manchester United Football Club.

I forlængelse af denne investering og Manchester Uniteds efterfølgende succes valgte klubben at flytte endnu en gang. Denne gang til det nybyggede Old Trafford, som John Henry Davies også havde stået for financieringen af. De spillede deres første kamp her d. 19. februar 1910 mod Liverpool, som vandt 4-3 over hjemmeholdet. Manchester United holder dog stadig til på Old Trafford i dag og har fået masser af sejre i bogen siden. Klubben er desuden den eneste i England, der har vundet the Treble (Premier League, FA Cup og UEFA Champions League).

Uniteds største rival er Manchester City, som de møder i de intense Manchester Derbies. Herhjemme refererer vi ofte til opgørene som Kampen om Manchester.

Udvalgte Manchester United-spillere

Sir Bobby Charlton (1954-1973) spillede i klubben i næsten hele sin karriere, og da han forlod United, var han den spiller med flest kampe nogensinde (758). Denne rekord er dog senere blevet slået af Ryan Giggs. Charlton havde stor betydning for klubben, og hans to mål i European Cup-finalen i 1968 gjorde, at Manchester United blev det første engelske hold til at vinde turneringen.

Ryan Giggs (1990-2016) spillede i United i hele sin karriere. Han spillede 963 kampe for klubben og er dermed den spiller med flest kampe for Manchester United nogensinde.

Wayne Rooney (2004-2017) startede sin karriere i Manchester United med manér ved at score hattrick i sin debutkamp. Siden blev det til 559 kampe og 253 mål, hvilket gør ham til den mest scorende spiller i Uniteds historie. Han vandt 16 trofæer med klubben, herunder fem Premier League-titler, FA Cuppen og Champions League. 

Udvalgte managere

Matt Busby (1945-1969) blev udpeget som ny manager efter anden verdenskrig. Han revolutionerede manageropgaven ved at indføre grundig kontrol over alt fra spillertransfers, træning og udtagelser til truppen. Busby var manager under den forfærdelige München flyulykke i 1958, som kostede 23 liv, heriblandt otte United-spillere. Det lykkedes ham at genopbygge holdet i løbet af 1960’erne.

Alex Ferguson (1986-2013) har vundet flere trofæer end nogen anden manager i engelsk fodbold nogensinde. Med sine 27 år som manager for Manchester United er han også den, der har været manager for klubben i længst tid. Hans talent har gjort, at klubben vandt flere trofæer i hans tid, end de havde gjort i hele klubbens levetid, før han kom til.

Manchester Uniteds trofæer

Premier League (Førstedivision indtil 1992): 1992/1993, 1993/1994, 1995/1996, 1996/1997, 1998/1999, 1999/2000, 2000/2001, 2002/2003, 2006/2007, 2007/2008, 2008/2009, 2010/2011, 2012/2013.

FA Cup: 1908/1909, 1947/1948, 1962/1963, 1976/1977, 1983/1984, 1984/1985, 1989/1990, 1993/1994, 1995/1996, 1998/1999, 2003/2004, 2015/2016.

Champions League: 1968/1968, 1998/1999, 2007/2008.

Danskere i klubben 

Jesper Olsen (1984-1988) var den første dansker i Manchester United og var med til at vinde FA Cuppen i sin første sæson. 

John Sivebæk (1986-1987) var ikke i klubben længe, men skrev historie ved at være den første, der scorede, efter Alex Ferguson var blevet manager. Det blev det eneste mål i de 34 kampe, han spillede i den røde trøje.

Peter Schmeichel (1991-1999) er uden tvivl den dansker, der har haft størst succes i Manchester United. I løbet af sin tid i klubben havde han en stor andel i, at holdet vandt Premier League fem gange, FA Cuppen tre gange og Champions League en enkelt gang. 

I nyere tid har Mads Timm (2000-2004) og Anders Lindegaard (2011-2015) været på kontrakt i Manchester United, men uden at få det store gennembrud. Anders Lindegaard kæmpede i en periode for at slå David De Gea af pinden som førstemålmand for truppen, men det lykkedes aldrig helt.

Få alle Manchester United nyheder

Vi giver dig de nyeste rygter, historier og resultater, så du altid er helt opdateret på, hvad der sker i Manchester United FC. Følg med i spillerhandler, særlige begivenheder, kampøjeblikke og meget mere, når vi giver dig alt det bedste fra Premier League-klubben på Old Trafford.