United-fans ryger oftest i spjældet

Manchester Uniteds hårdtprøvede fans topper statistikken over flest arrestationer i Premier League

Nye tal fra de engelske myndigheder viser, at stadig færre fodboldfans i Premier League bliver arresteret i forbindelse med fodboldkampe.

I sidste sæson var tallet faldet med 183 til 2.273 anholdelser.

Pudsigt nok var der tale om Manchester United-fans i flere tilfælde end nogle andre Premier League-klubber.

Hele 112 gange var det en United-fan, politiet fik fingrene i, hvilket slår de andre klubber med afstand.

65 af tilfældene var såkaldte alkoholrelaterede lovbrud, mens 13 var knyttet til voldelige episoder.

Nummer to på listen er såmænd bysbørnene fra Manchester City med 71 arrestationer, mens Arsenal, Sunderland og Liverpool følger på de næste pladser.

I bunden ligger nedrykkerne fra Norwich med fire anholdelser.

Se også: Christian Eriksen skal ikke have ny ejer

Dermed får hårdt prøvede United altså lov at toppe en enkelt tabel efter et skidt år, hvor klubben endte som nummer syv i tabellen - det dårligste i mere end 20 år.

Se også: Kække PL-stjerner: Lindegaard i liret twitter-krig med Rio

Ser man særskilt på udebanekampe, er City nummer et med 48 anholdelser mod Uniteds 43.

De 2.273 anholdt er næsten en halvering siden årtusindeskiftet, hvor 4.162 personer blev anholdt.

Newcastle United har fornøjelsen af at toppe en anden kedelig statistik: Flest udelukkelser.

127 når The Magpies op på, mens Cardiff City er toer med 93.

Se statistikken her

0 kommentarer
Vis kommentarer