Det er ikke mange dage siden, Manchester United sikrede sig sin ny drømmeangriber, da manager José Mourinho lagde 630 millioner danske kroner på bordet i Everton for til gengæld at få tilgang af den belgiske målskytte Romelu Lukaku.
Nu brænder millionerne igen i lommerne på Mourinho og direktør Ed Woodward, og denne gang er turen kommet til at finde forstærkninger til 'de røde djævles' midtbane.
Ifølge den normalt velinformerede britiske avis The Guardian er Manchester United meget tæt på at få en aftale i stand med Inters kroatiske offensiv-spiller Ivan Perisic.
Inters manager, Luciano Spaletti, så ellers gerne Perisic blive i Milano, men den kroatiske landsholdsspiller har givet udtryk for et brændende ønske om at skifte til United, og derfor skulle italienerne have accepteret et bud i omegnen af 380 millioner kroner.
Ivan Perisic kan både spille på kanten og den centrale, offensive midt, hvilket passer som hånd i handske til Mourinhos transferønske i dette vindue, da portugiseren har udtrykt stor tvivl om, hvorvidt Anthony Martial, Henrikh Mkhitaryan og Jesse Lingard har evnerne til at spille United tæt på mesterskabet.
Selv hvis det skulle lykkes at lukke Perisic-handlen, så er Manchester United ikke færdig på transfermarkedet.
The Guardian skriver videre, at interessen for Tottenhams defensive midtbanespiller Eric Dier er varmere end nogensinde. Og det siger ikke så lidt, da Mourinho længe har haft et godt øje til den engelske landsholdsspiller.
I pressen lokker United endda med, at man er klar til mere end at fordoble Diers løn i Tottenham, hvor han angiveligt tjener 590.000 danske kroner om ugen.
Kontrakt til 2021
Tottenhams formand, Daniel Levy, har dog kategorisk afvist at afhænde Dier til United, og midtbanespilleren har stadig kontrakt til sommeren 2021.
Manchester United har ifølge The Guardian alligevel afgivet et nyt bud på Dier til en værdi af 420 millioner kroner, som Tottenham ikke har svaret på endnu.
Hvis ikke Daniel Levy er til at rokke, har United udset sig Monacos defensive midtbanemand Tiemoué Bakayoko som et alternativ til Christian Eriksens holdkammerat.
Premier League: Hvem står bedst inden næste sæson
Bekræfter storhandel: United bruger over halv milliard på stjerneangriber
Har ikke spillet en kamp endnu: Ny United-stjerne allerede gjort til grin