Lindegaard afslører: Skjulte sandheden for Sir Alex

I 2012 var Anders Lindegaard udset til at skulle være førstemålmand i Manchester United, men en ankelskade ødelagde fynboens drøm, og i dag fortryder han, at han ikke være ærlig omkring sin skadessituation

29 kampe nåede fynske Anders Lindegaard at spille for Manchester United. Foto: AP Photo/Jon Super
29 kampe nåede fynske Anders Lindegaard at spille for Manchester United. Foto: AP Photo/Jon Super

Anders Lindegaard levede drømmen på Old Trafford.

Målmanden fra H.C. Andersens fødeby havde fået en drømmestart på tilværelsen i Manchester United, og Alex Ferguson havde sagt 'helt fint', da fynboen i starten af 2012 bad om en ny kontrakt.

Men så ramte en ankelskade Anders Lindegaard. En ankelskade, som ifølge ham selv blev begyndelsen på enden på hans tid i Manchester United.

Det fortæller den nu 34-årige Burnley-målmand i et interview med United Supporteren, som bliver udgivet af den populære klubs skandinaviske fanklub.

Lindegaard blev skadet i slutningen af januar 2012 på et tidspunkt, da han reelt var førstemålmand for De Røde Djævle.

Han var udset til at skulle vogte målet i 2012/13-sæsonen, men var ikke klar, da han vendte tilbage. Og det fortalte han ikke manager Alex Ferguson.

Lindegaard holdt sandheden om sin ankel skjult for den legendariske manager og forsøgte at kæmpe sig igennem problemerne. Uden det store held.

- Jeg var ikke 100 pct. og kunne ikke engang sparke ordentlig med højrefoden - noget, som ellers var hovedårsagen til, at United hentede mig.

- Ankelskaden begrænsende mig, og det er aldrig blevet helt det samme, siger Anders Lindegaard til United Supporteren og fortæller, at han i dag fortryder, at han ikke sagde fra i forbindelse med skaden:

- Er der en ting, som jeg fortryder, så er det, at jeg ikke sagde, at der var noget, som ikke var, som det skulle være.

- Jeg forsøgte at presse mig tilbage, fordi jeg ville spille, og når jeg tænker tilbage på det det, skønner jeg, at planen var, at jeg skulle stå på mål i den sæson.

- Men jeg var ikke frisk nok, og jeg skulle have givet besked om, at jeg havde brug for mere tid for at blive 100 pct.

Anders Lindegaard skal under VM slutrunden være ekspert for Politiken. Foto: Jens Dresling
Anders Lindegaard skal under VM slutrunden være ekspert for Politiken. Foto: Jens Dresling

Hverken Alex Ferguson eller målmandstræner Eric Steele vidste, hvor meget ankelproblemet egentlig generede Anders Lindegaard, der som relativ ny i Manchester United valgte at tie stille.

- Havde jeg været etableret førstemålmand som Van der Sar, så havde jeg givet besked om, at jeg havde brug for to måneder mere.

- Det gjorde jeg ikke, og det var uerfarent og dumt, siger Anders Lindegaard.

Manchester United vandt mesterskabet i 2012/13-sæsonen, og Lindegaard fik en guldmedalje for sine ti kampe, men til United Supporteren siger han, at det var sæsonen, som på mange måder knækkede hans United-karriere.

Anders Lindegaard stod i sine sidste sæsoner på Old Trafford helt og aldeles i skyggen af spanske David De Gea.

Fynboen nåede 29 kampe for Manchester United, inden han i 2015 skiftede til West Bromwich Albion.

Han har i denne sæson været i Burnley – uden at få spilletid. Lindegaard forlængede dog i april med Premier League-klubben, så aftalen nu løber frem til sommeren 2019.

Han skal i øvrigt arbejde for Politiken som ekspert under VM-slutrunden. 

For to år siden havde TV3 Sport et længere interview med Anders Lindegaard. Gense det her:

Se også: Sir Alex' danske talent: - Jeg fik masser af smæk, men er dybt berørt

Hany Mukhtar er sæsonens bedste spiller ifølge Ekstra Bladet. Fotos: Jens Dresling/Lars Poulsen Sport og Spil Her er Superligaens 25 bedste spillere

13 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere