Indtil for nyligt var Cristiano Ronaldo den bedst betalte spiller i Premier League.
Men i Manchester United skal det nu være slut med at betale individuelle stjerner helt vanvittige summer.
Derfor har klubben indført en 'Ronaldo-regel', der skal sikre, at ingen spillere tjener mere end 200.000 pund om ugen, ca. 1,7 mio. kroner.
Det skriver Daily Mail.
Vil undgå jalousi
Ifølge mediet er det Uniteds administrerende direktør, Richard Arnold, fodbolddirektør John Murtough og cheftræner Erik ten Hag, der har taget initiativ til reglen.
De nye lønningsmæssige retningslinjer indføres for at undgå en jalousikultur i omklædningsrummet.
Cristiano Ronaldo tjente eksempelvis væsentligt over de 200.000 pund om ugen - nok nærmere det dobbelte ifølge de fleste medier.
Skandaleforløbet omkring Cristiano Ronaldo tog fart, da superstjernen nægtede at lade sig indskifte i en kamp mod Tottenham og kulminerede foreløbigt med et 90 minutter langt interview, hvor Ronaldo langer ud efter både træner, ledelse og tidligere holdkammerater i Manchester United. Spørgsmålet er, hvad der skal ske med ham nu?
Spillere påvirkes
En af de spillere, der påvirkes af den nye regel, er målmand David de Gea.
Spanieren tjener svimlende 375.000 pund, ca. 3,2 mio. kroner, om ugen.
Tidligere har det lydt i flere medier, at klubben skulle have fortrudt at have givet de Gea en så voldsom løn. Og spanieren, hvis kontrakt udløber til sommer, skulle angiveligt være villig til at gå væsentligt ned i løn for at blive i Manchester.
En spiller, som United til gengæld kan få svært ved at holde fast i efter den nye lønningsregel, er Marcus Rashford.
PSG har på det seneste vist stor interesse i den formstærke angriber, som utvivlsomt kan tjene mere end de 200.000 ugentlige pund i Paris.