Tacklingen var hård - en klassisk saks.
Og kampens danske kommentatorpar var enige: Det var helt vanvittigt, at Andy Carroll ikke blev tildelt et gult kort efter tacklingen på Christian Eriksen efter 53 minutter af Manchester Uniteds FA Cup-kamp mod Reading lørdag aften.
Danskeren lå ned i små 30 sekunder, rejste sig op og ømmede sig en smule - men spillede videre.
Se tacklingen i videoen øverst.
Tre minutter senere blev han dog skiftet ud til fordel for midtbanekollegaen Fred.
Christian Eriksen gik uden problemer selv fra banen, og hans gang så normal og ubesværet ud, selvom ansigtsudtrykket signalerede irritation og let smerte.
Efter kampen blev han spottet forlade stadion på krykker med den venstre fod godt pakket ind i en beskyttelsesstøvle.
24 timer til diagnose
Det er tilsyneladende anklen, den er galt med for den 30-årige dansker.
Nu skal skaden undersøges, og efter kampen kunne United-manager Erik ten Hag ikke komme med flere informationer om skadens omfang.
- Det er altid svært at sige lige efter kampen, men det er anklen, og vi må se, hvad diagnosen lyder, sagde ten Hag på pressemødet.
- Der går minimum 24 timer, før vi ved det, og så kan jeg sige mere.
Andy Carroll fik i øvrigt to gule kort med fem minutters mellemrum kort efter tacklingen på Eriksen. Dermed blev han alligevel sendt tidligt i bad.
Manchester United vandt kampen med 3-1.