United i komisk kontrakt-kikser: Øh, hvad skrev han under på?

Manchester Uniteds opslag med deres svenske nyindkøb Victor Lindelöf er blevet gransket af internettets vakse brugere, og de har gjort en skæg opdagelse

Victor Lindelöf (tv.) er ny Manchester United-spiller. Foto: AP
Victor Lindelöf (tv.) er ny Manchester United-spiller. Foto: AP

Onsdag blev det endegyldigt bekræftet, at den engelske topklub Manchester United har hentet en ny svensk fodboldspiller til truppen.

De Røde Djævle har smidt omkring en kvart milliard danske kroner for den svenske forsvarsspiller Victor Lindelöf, der skifter tilværelsen i den portugisiske fodboldklub Benfica ud med en fremtid som én af chefmanager José Mourinhos skakbrikker i Manchester.

Den 22-årige nyslåede United-spiller har således skrevet under på en kontrakt, der strækker sig frem til 2021 og med en option på et ekstra år.

Se også: Ny kæmpe-handel: Manchester United bruger kvart milliard på svensker

På det sociale medie Twitter annoncerede den engelske fodboldklub deres nyindkøb med et billede af en tydeligt stolt og benovet Lindelöf, der var i færd med at sætte sine kragetæer, på hvad der ved første øjekast lignede en rigtig og gyldig fodboldkontrakt.

Artiklen fortsætter under billedet...

Men som altid er der intet, der undslipper internettets opmærksomme øje, og flere brugere på Twitter er efterfølgende - og med god grund – begyndt at undre sig over, hvad det egentlig var, den unge, tilfredse og forventningsfulde svensker i virkeligheden skrev under på…

Ved at zoome ind på selve United-kontrakten står det lysende klart, at det under ingen omstændigheder kan være en standard fodboldkontrakt, der er i spil – om end det i så fald må være en særdeles simpel og letforståelig én af slagsen… For det ser grangiveligt ud som om, det samme ord eller den samme sætning er kopieret om og om igen et par linje i træk - ren mumletekst...

I opslaget joker brugeren:

- Victor Lindelöfs kontrakt har en klausul, og den er virkelig, virkelig vigtig.

I kommentarsporet morer flere andre brugere sig også gevaldigt over den komiske opdagelse, og der bliver spekuleret heftigt i, hvad der dog kan stå på det hvide A4-ark med Uniteds logo på.

Forslag som: ’Forsvar, Forsvar, Forsvar…’ og  ’Hold dig væk fra Smalling (Chris Smalling, red.), Hold dig væk fra Smalling, Hold dig væk fra Smalling…’ virker da heller ikke som helt usandsynlige bud.

TV: Her kan du komme med til Victor Lindelöfs første arbejdsdag og præsentation i Manchester United.

Se også: Svenske stjerner går amok i øl-rus efter vanvittig VM-kamp

Den morsomme kontrakt-kikser til trods, så hersker der alligevel ikke nogen tvivl om, at den engelske storklub for fremtiden råder over en ny, talentfuld svensker.

Og hovedpersonen selv glæder sig da også til at tage hul på en ny epoke i sin fodboldkarriere.

- Jeg er begejstret for at komme til United. Jeg har nydt min tid i Benfica enormt meget, og jeg har lært en masse her, men jeg ser frem til at spille på Old Trafford for Mourinho, siger Victor Lindelöf.

- Jeg glæder mig til at starte og hjælpe holdet med at vinde flere trofæer, lyder det fra svenskeren.

10 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere