United-legende har fået ny nyre

Andy Cole må holde en pause fra sit job i Manchester United på grund af sin nyretransplantation

Andy Cole (t.h) har gennemgået en nyretransplantation. Arkivfoto: Morten Bjørn Jensen
Andy Cole (t.h) har gennemgået en nyretransplantation. Arkivfoto: Morten Bjørn Jensen

Den legendariske Manchester United-angriber Andy Cole må holde en pause fra sit nuværende virke som ambassadør for De Røde Djævle.

Klubbens tidligere så succesfulde angriber har nemlig gennemgået en nyretransplantation, og nu skal Cole fokusere på at komme sig oven på operationen.

Det oplyser Manchester United på klubbens hjemmeside.

- Andrew og hans familie vil gerne takke klubben og fansene for støtten. Familien beder nu om, at han kan komme sig i private rammer, og at privatlivets fred bliver respekteret, står det i den kortfattede meddelelse på Manchester Uniteds hjemmeside.

Nedsat nyrefunktion
Andy Cole, der er blevet 45 år, lider af nyresygdommen focal segmental glomerulosklerose, som gør, at nyrerne kun fungerer på stærkt nedsat kraft. Han fik diagnosen i 2015, og i februar sidste år udtalte Cole således om sin sygdom til BBC:

- Nyrerne bliver aldrig helt gode igen. Jeg vil være glad, hvis de fungerer 70-80 procent. Der er meget, jeg ikke kan spise længere. Jeg savner at tage en løbetur eller spille fodbold, og jeg ville ønske, jeg kunne lave flere normale ting, sagde Andy Cole, der har taget mange kilo på grundet sin sygdom.

Andy Cole og Dwight Yorke scorede til sammen 35 ligamål i Manchester Uniteds 1998/1999 sæson. Arkivfoto: Thomas Borberg
Andy Cole og Dwight Yorke scorede til sammen 35 ligamål i Manchester Uniteds 1998/1999 sæson. Arkivfoto: Thomas Borberg

Andy Cole vandt fem Premier League-titler og to FA-Cup-pokaler med Manchester United i perioden 1995-2001, og angriberen var ligeledes med til den berømte Champions League-triumf i 1999.

Mange vil nok huske angrebskonstellationen med Andy Cole og Dwight Yorke, som skabte skræk og rædsel blandt Uniteds modstandere fra 1998-2001.

Andy Cole scorede 187 mål i Premier League, og kun Wayne Rooney samt Alan Shearer har nettet flere gange. Andy Cole nåede også at spille for blandt andre Blackburn, Fulham, Manchester City og Newcastle.

Ole Gunnar: Sådan finder man den nye mig

Kun Shearer overgår Rooney på historisk topscorerliste

Cole og Yorke sammen igen: United-legender tromlede Bayern München