Van Gaal fik nok i Herning: I glemmer helt FC Midtjylland

Det irriterede United-manager Louis van Gaal, at journalisterne til onsdagens pressemøde ikke spurgte ind til FC Midtjylland

Louis van Gaal har respekt for FC Midtjylland, og hollænderen ville hellere diskutere det danske hold end Wayne Rooney på onsdagens pressemøde. Foto: Lars Poulsen
Louis van Gaal har respekt for FC Midtjylland, og hollænderen ville hellere diskutere det danske hold end Wayne Rooney på onsdagens pressemøde. Foto: Lars Poulsen

HERNING (Ekstra Bladet): Spørgsmålene fra særligt de britiske journalister haglede ned over Manchester United-manager Louis van Gaal til onsdagens pressemøde inden opgøret mellem den engelske storklub og FC Midtjylland torsdag aften i Europa League.

Men det var ikke den midtjyske modstander, som journalisterne var interesserede i. Nej, det var hvorfor anfører og topscorer Wayne Rooney var blevet hjemme i Manchester, mens resten af truppen, som ikke er bukket under med skader, onsdag landede i Jylland.

- Wayne Rooney fik knæproblemer mod Sunderland. Han bemærkede det først efter kampen, og jeg ved ikke, hvor længe han må sidde ude. Rooney har været god for os siden nytår, men vi må vælge andre spillere, da alle kan blive skadede, sagde Louis van Gaal om den fraværende stjernespiller.

Se også: Godt nyt til FCM: Rooney ikke til Herning

Men da spørgsmålene fra pressefolkene blev ved med at dreje sig om Wayne Rooneys fravær, fandt hollænderen noget af den attitude frem, som han er blevet så berygtet på i den britiske presse.

- Hvorfor spørger I ikke om FC Midtjylland? Det er dem, vi skal spille kampen mod i morgen. I glemmer helt FC Midtjylland, lød det lettere bebrejdende fra hollænderen med den skarpe tunge.

Da en journalist kort efter greb bolden fra van Gaal og drejede et spørgsmål ind om FC Midtjylland, var Louis van Gaal fuld af respekt omkring de danske mestre, som han har forberedt sig godt på.

- Det er et godt hold, og de scorer mange mål på dødbolde. Faktisk scorer de 48 procent af deres mål på dødbolde, så vi skal være yderst opmæksomme på ikke at give unødvendige frispark og hjørnespark, sagde Louis van Gaal og fortsatte:

Se også: FCM er ligeglade med Rooney-fravær

- Vi så, at de slog Southampton, så vi har respekt for FC Midtjylland. De spiller 4-1-4-1 som ikke passer os særlig godt. Det så vi senest mod Sunderland, sagde United-manageren.

Louis van Gaal pointerede på pressemødet, at hans hold går efter at vinde Europa League, og at han ikke har valgt at spare nogen spillere.

- Vi har 13 skader. Det er rigtig mange. Det efterlader os ikke mange taktiske muligheder, og jeg kan ikke gøre mine spillere ti centimeter højere til dødboldene. Men vi går efter at vinde kampen og vinde hele turneringen, lød det fra Louis van Gaal.

20 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i fodbold
Seneste i fodbold
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere