Manchester United blev i weekenden ramt af en rigtig dårlig sag, da Mason Greenwood blev arresteret efter beskyldninger om overfald og voldtægt.
Greenwood blev onsdag løsladt mod kaution, men sagen mod den 20-årige angriber betyder nu, at Manchester United-fans gratis kan få ombyttet trøjer med Greenwoods navn på ryggen.
Det skriver den engelske avis Daily Mail.
- Klubben fjernede mandag alt merchandise med relation til angriberen, hvor visse rasende fans returnerede deres trøjer i butikken i Old Trafford, skriver avisen.
Ifølge Daily Mail har en talsmand fra Manchester United udtalt, at fans kan få byttet deres Greenwood-trøje til en trøje med en anden spillers navn på ryggen.
Nike suspenderede tidligere på ugen deres sponsoraftale med Mason Greenwood, mens angriberen også er blevet fjernet fra visse dele af FIFA 22-spillet.
Ifølge Daily Mail vendte Mason Greenwood onsdag tilbage til sit hjem efter at have tilbragt tre døgn i politiets varetægt. To sikkerhedsvagter er placeret foran angriberens hus, lyder det.