Der er nye boller på suppen i Manchester United, når Erik ten Hag er ved roret.
Hollænderen er ikke tilfreds med spillernes fysiske forfatning, og derfor skærer han nu to uger fra spillernes sommerferie.
Det skriver Daily Mail.
De Røde Djævle kunne ellers se frem til ikke at skulle bekymre sig om fodbold indtil 4. juli, men det er nu blevet lavet om, så de skal troppe op på træningsbanen 20. juni i stedet.
52-årige ten Hags spillestil er præget af presspil, hvilket kræver en god fysik fra spillerne.
Spørgsmålet er bare, hvilke spillere han kan forvente, der møder op til pre-season. Flere spillere rygtes nemlig videre til andre klubber eller har kontraktudløb, og vi kan også forvente, at en del kommer til.
Ifølge det britiske medie vil ten Hag dog afholde Zoom-møder med spillerne i denne uge.
Hvis den korte sommerferie bliver en realitet for United-spillerne, kan de se frem til tre ugers træning, før de skal ud på deres pre-season turné i Thailand og Australien.
Første kamp er mod Liverpool 12. juli, hvilket også bliver første kamp for United med Erik ten Hag ved roret.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Ekstra Bladet har netop lanceret en podcast om det skandaleombruste VM 2022 i Qatar. Du kan høre første afsnit nedenfor