Ni mål i ni kampe.
Manchester United-angriberen Marcus Rashford har været brandvarm siden VM i Qatar og har stor ære i, at klubben har spillet sig i top fire i Premier League.
Til sammenligning scorede han blot fire mål i sæsonens første 14 kampe.
Forvandlingen er slående, næsten magisk.
Men ifølge Rashfords træner, Erik ten Hag, skyldes den imponerende formkurve ikke en taktisk trylleformular fra hollænderens side.
- Jeg er ikke Harry Potter, joker ten Hag på pressemødet forud for Manchester Uniteds FA Cup-kamp mod Reading lørdag aften.
- Det handler om selvtillid. Enhver spiller skal opbygge sin egen. Han (Rashford, red.) har kæmpet for det her. Jeg selv og resten af trænerstaben tilfører selvfølgelig noget struktur og giver ham rutiner i forhold til at finde de rette positioner. Men i sidste ende er det op til ham selv.
Ikke kun Rashford
Generelt har Manchester United-angrebet set uhyre skarpt ud de seneste måneder.
Bruno Fernandes, Anthony Martial, Antony og senest den nye lejesvend Wout Weghorst har alle budt ind med scoringer.
Holdet har scoret i 10 kampe i streg, og i fem af disse er det blevet til hele tre mål.
- Jeg synes, hele vores angreb giver mig en positiv følelse af, at de alle bliver bedre. De giver mig følelsen af, at de alle kan drage fordele af hinanden, siger Erik ten Hag.
- I første halvdel af sæsonen havde vi en masse problemer med vores angreb. Ofte havde vi kampe, hvor spillerne ikke var hundrede procent klar hverken fysisk eller mentalt. Det er de nu.