Zlatan revser United-ikoner: Find jer et job

Svenskeren langer ud efter Fergusons gyldne årgang, der kritiserer fra deres kommentatorstol men undlader at tage et ansvar for klubben - hylder Pogba og Rashford

De gamle United-koryfæer bør vende ryggen lidt mere til Ferguson-fortiden og tage et medansvar for fremtiden, mener Zlatan Ibrahimovic. Foto: Ritzau Scanpix
De gamle United-koryfæer bør vende ryggen lidt mere til Ferguson-fortiden og tage et medansvar for fremtiden, mener Zlatan Ibrahimovic. Foto: Ritzau Scanpix

Den navnkundige succes-manager Sir Alex Fergusons skygge fylder alt for meget i Manchester United og forhindrer storklubben og de managers, der har efterfulgt ham, i at finde en ny vej frem.

Det mener Zlatan Ibrahimovic, der selv spillede 53 kampe for klubben.

David Moyes, Louis van Gaal og Jose Mourinho fik konstant kritik for især at afvige fra Uniteds spillemæssige DNA, mens det aktuelt kan se ud, som om Ferguson som en mentor beskytter og vejleder Ole Gunnar Solskjær.

- Alt, hvad der sker i klubben, bliver bedømt ud fra Ferguson-æraen. Der bliver hele tiden sagt, at ’hvis Ferguson havde været her, så var dette ikke sket. Ferguson ville ikke have gjort sådan. Ferguson havde gjort dette’, og så videre, siger han til Daily Mirror.

- Hvis det var mig, ville jeg sige, at jeg ikke er under Ferguson længere. Jeg kommer her for at skabe min egen historie. Derfor vil jeg ikke høre, hvad der tidligere er sket. Jeg vil agere i nutiden. Jeg kommer ind med en ny mentalitet, siger svenskeren, der er kendt for at have et nært forhold til Mourinho.

- Ferguson har sin plads i historien i denne klub, men nu skal klubben videre. Den skal finde sin egen identitet, og det er svært.

Blandt de hårdeste kritikere har været medlemmer af Fergusons berømte stjerneårgang, Class of ’92, anført af Paul Scholes.

- De er ikke i klubben længere. De sidder på tv og beklager sig hele tiden, fordi de ikke selv er aktive i klubben, lyder det kontant fra Zlatan Ibrahimovic.

- Hvis du vil arbejde for klubben, så søg dig et job i klubben. Du kan ikke sidde på tv og beklage dig og kritisere hele tiden. Men okay, du har haft din tid. Det ved vi.

Zlatan Ibrahimovic spår Paul Pogba og Marcus Rashford en meget stor fremtid i klubben. Foto: AP
Zlatan Ibrahimovic spår Paul Pogba og Marcus Rashford en meget stor fremtid i klubben. Foto: AP

Ibrahimovic, som angiveligt også er tæt på Paul Pogba, mener også, at de gamle United-koryfæer har været unfair i deres kritik af den franske stjerne.

- Han var i klubben som ung, var væk og kom tilbage. Og den slags kan de ikke lide i ’Fergusons cirkel’, for de blev alle i klubben under Ferguson. Og de sagde ikke et ord, med mindre Ferguson bad dem om det. Når de taler i dag, ved jeg ikke, om det er efter tilladelse fra Ferguson, lyder det sarkastisk fra Ibrahimovic.

- Jeg tror, Pogba har potentiale til at blive verdens bedste spiller på sin position. Han er en god fyr, han træner hårdt, han lytter, han vil forbedre sig, han vil vinde, og han vil præstere i alle kampe.

- Han lader sig ikke påvirke af al snakken udefra, for når du er på det niveau, vil alle tale om dig, positivt som negativt.

- Marcus Rashford er klubbens fremtid. I starten så jeg ham som individualist. Nu spiller han mere for holdet og ikke kun for sig selv. Han har stort potentiale og en stor fremtid hos United. Det er noget specielt, at han kommer fra klubbens eget akademi, og jeg ser ingen begrænsninger for ham.

Se også: Hånede Ikea: Så satte Zlatan ham på plads

Se også: Zlatans rekordløn plyndrer holdkammerat

Se også: Bad Zlatan om at slappe af: Så reagerede stjernen

25 kommentarer
Vis kommentarer