Medie: Nu betaler de prisen

Ifølge The Guardian koster de dramatiske fandemonstrationer Manchester United en sponsoraftale til 1,7 mia. kroner

Medie: Nu betaler de prisen

Selvom hverken Manchester United eller de otte øvrige storklubber, der fortrød det kuldsejlede Super League-projekt har fået karantæne fra UEFA's turneringer, så mærker 'De Røde Djævle' nu alligevel konsekvenserne af udbrudsforsøget.

En ting er de bøder, som det europæiske fodboldforbund har stanget ud til de ni sorte får, der er tilbage i folden.

Noget andet er de godt 1,7 mia. kroner, som Manchester United nu går glip af som følge af de fanprotester mod klubbens amerikanske ejere fra Glazer-familien, der ramte Old Trafford i forrige uge.

Det er det beløb, som det britiske e-handelsselskab THG var parate til at smide i et sponsorat af klubbens træningstøj, der skulle bære logoet fra Myprotein, som ejes af The Hut Group.

Sponsoratet skulle afløse AON, som hidtil har betalt sig til reklamepladsen.

Men de voldsomme scener, hvor fans stødte sammen med politiet og endda nåede helt ind på Old Traffords græstæppe, har fået virksomheden til at trække sig.

Det skriver den engelske avis The Guardian.

Disse scener har kostet Manchester united 1.7 mia. kroner. Foto: Ritzau Scanpix
Disse scener har kostet Manchester united 1.7 mia. kroner. Foto: Ritzau Scanpix
 

Den tiårige aftale faldt sammen, da THG fredag overleverede de dårlige nyheder til Manchester Uniteds 'group managing director', Richard Arnold.

THG er tilsyneladende blevet påvirkede af den enorme modstand fra klubbens tilhængere, der blandt andet har skrevet til en række af klubbens sponsorer og truet med boykot af firmaernes produkter, så længe de støtter Glazer-familiens ejerskab af klubben.

Ikke mindst, fordi THG har hovedsæde i Manchester-området, og derfor frygtede at blive direkte ramt af United-fansenes utilfredshed.

Siden blev urolighederne ved Old Trafford dråben, som fik bægeret til endegyldigt at flyde over.

Hjemmekampen med Liverpool måtte udsættes på grund af demonstrationerne. Foto: Ritzau Scanpix
Hjemmekampen med Liverpool måtte udsættes på grund af demonstrationerne. Foto: Ritzau Scanpix
 

Nu står Manchester United med en økonomisk udfordring. Aftalen med AON udløber 30. juni, så der skal handles hurtigt, hvis der ikke skal opstå huller i budgettet.

Og selvom Manchester United unægteligt garanterer global eksponering, har den seneste tids ballade næppe styrket klubbens muligheder i jagten på en erstatning.

Hverken Manchester United eller THG har kommenteret sagen.