Manchester City kan blive en profil fattigere.
Ifølge de britiske medier The Athletic og The Sun er portugisiske Joao Cancelo detaljer fra at forlade Manchester City til fordel for Bundesliga-mestrene Bayern München.
De to klubber er angiveligt blevet enige om en lejeaftale frem til sommer. Medierne melder dog, at der i aftalen findes en købsoption, som gør det muligt for Bayern München at binde portugiseren på en permanent kontrakt.
Optionen lyder ifølge The Sun på cirka 61,5 millioner pund, knapt 520 millioner danske kroner.
Også den som regel velinformerede transferjournalist Fabrizio Romano skriver på Twitter, at handlen nærmer sig.
28-årige Joao Cancelo kom til Manchester City fra Juventus i 2019.
Han har siden sin ankomst været en stor profil for det lyseblå Manchester-mandskab, som han har spillet 154 kampe for.
De seneste to år har han været på sæsonens hold i Premier League.
Efter at have spillet fast i hele efteråret, har Cancelo dog den seneste måned tre gange været henvist til bænken.
Det lader ikke til at hue portugiseren, der dermed kan ende med at forlade Manchester City på andenpladsen i Premier League, fem point efter førerholdet Arsenal, der samtidigt har en kamp i hånden.