Millionregn over matchvinder: Eriksen bliver forgyldt

Den danske landsholdsspiller er tæt på at forhandle sig frem til en forlængelse med Tottenham Spurs, og ifølge engelske medier vil midtbanespilleren få en klækkelig lønforhøjelse

Christian Eriksen kunne ikke have ønsket sig en bedre fødselsdagsgave end den, han fik søndag aften på Etihad Stadium.

På sin 24 års fødselsdag blev danskeren matchvinder for sin klub Tottenham, da London-klubben sejrede mod titel-konkurrenterne fra Manchester City med 2-1.

Dagen efter er der mere godt nyt fra Eriksen-lejren, der i de seneste kampe har haft en stigende formkurve med to mål og tre assist i fem kampe.

Danskeren har ikke lagt skjul på, at han meget gerne vil forlænge sin nuværende kontrakt med Tottenham, der udløber om to år, og Spurs' kreative midtbanespiller afslører, at forhandlingerne går i den rigtige retning.

- Vi snakker stadig stadig sammen (om kontrakten red). Det hele er meget positivt. Jeg tror, at alle kan se, at jeg kan indfri mine ambitioner her. Vi gør det virkelig, virkelig godt, og jeg nyder det hele i øjeblikket, siger Eriksen ifølge Daily Mail.

Samme medie mener da også at vide, at danskeren vil få en klækkelig lønforhøjelse hvis - eller nærmere når - den danske landsholdsspiller forlænger med Tottenham.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger tjener Eriksen i omegnen af 350.000 danske kroner om ugen, men med den nye kontrakt, som kommer til at løbe frem til 2021, vil danskerens ugeløn stige til 80.000 pund - det der svarer til 770.000 kroner!

Manager Mauricio Pochettino har fra første dag stolet og satset på den danske kreatør, og argentineren ser Eriksen som en central spiller for Tottenham i fremtiden.

Den tidligere Ajax-spiller havde et formdyk i starten af vinter-perioden, men i de seneste kampe har danskeren været en stærk aktør for sit hold.

Lykkelig Eriksen afgør topbraget mod Manchester City. (Foto: Alloverpress)
Lykkelig Eriksen afgør topbraget mod Manchester City. (Foto: Alloverpress)
 

Udover målet var Eriksen konstant spilbar for sine holdkammerater og sikker i sit pasningsspil.

Han får da også ros af Arsenal-legenden, Martin Keown, dagen derpå.

- Jeg kan godt lide Tottenhams system - deres backs er en del af det offensive spil, mens Eric Dier falder tilbage og danner en tremandskæde. De kan have fem eller seks spillere helt fremme og på den måde overbebyrder de modstanderen. Eriksen poppede op over det hele på grønsværen mod City, og han var majestætisk.

- Jeg synes stadig ikke, at han får den credit og ros, som han fortjener, skriver Keown i sin klumme på Daily Mail.

Eriksen har i denne sæson scoret syv mål og assisteret ni gange i alle turneringer. Især på frispark plejer danskeren at brillere.

Vi har samlet alle hans seks frisparksmål i Premier Legue i videoen herunder:

41 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere