Han er ikke til at stoppe.
Hvis Manchester Citys norske målsmaskine bliver mere velsmurt, end hvad tilfældet er nu, tør man næsten ikke tænke på, hvor det kan ende.
Søndag gik det udover Wolves, da Erling Braut Haaland skød de orange ulve helt i sænk med tre træffere.
Hans fjerde hattrick i sin første Premier League-sæson. Hans fjerde hattrick i 19 ligakampe.
Han gjorde det tilmed på 14 aktive spilleminutter, og det så ganske let ud.
Før pausefløjtet fandt Kevin De Bruyne den sultne målsluger, der kunne gøre arbejdet færdigt, hvorefter han fra straffesparkspletten gjorde det til 2-0, før han bankede sin tredje kasse ind i anden halvleg.
Du kan se det vilde hattrick i videoen i toppen af artiklen.
Pep Guardiola havde set nok, og til bulder, larm og stående klapsalver luntede Haaland ud for at lade sig udskifte til fordel for Julian Alvarez.
Artiklen fortsætter under billedet..
Haaland er med afstand nu den spiller, der på færrest kampe har scoret flest hattricks. Andenpladsen tilhører hollandske Ruud van Nistelrooy, der skulle bruge 65 kampe på at nå derop.
Kun den engelske legende Allan Shearer har nu scoret flere hattricks i løbet af én Premier League-sæson, da han lavede fem i sæsonen 1995/1996.
Artiklen fortsætter under billederne..
Efter to nederlag på stribe lader det til, at Manchester City er ved at finde form igen.
I torsdags kom Guardiolas tropper tilbage og vandt med 4-2 over Tottenham.
Søndagens 3-0-sejr over Wolves luner på andenpladsen, inden Arsenal, der har spillet to kampe færre, skal i aktion mod Manchester United.
London-klubben topper Premier League med 47 point.
En anden London-klub - Thomas Franks Brentford - spillede 0-0 i en halvsløj kamp mod Leeds.
Det blev til fuld spilletid for Mads Roerslev, Mathias Jensen og Christian Nørgaard, mens Mathias 'Zanka' Jørgensen og Mikkel Damsgaard varmede bænken.