Mourinho fredede dommeren og hyldede sine trætte helte

- Jeg har ondt af West Ham, men jeg har ikke set situationerne, sagde United-bossen, som nu tror på sit hold i den fortættede topkamp

Udvisningen der kom til at ændre kampen. Sofiane Feghouli tackler Phil Jones efter 17 minutter. Foto: AP
Udvisningen der kom til at ændre kampen. Sofiane Feghouli tackler Phil Jones efter 17 minutter. Foto: AP

Normalt har José Mourinho en hel del at sige om dommerpræstationen i den kamp, han lige har været en del af. Sådan var det dog ikke efter udekampen mod West Ham, hvor Mike Dean kom i centrum med en yderst kontroversiel udvisning og en overset kæmpe-offside ved Manchester Uniteds scoring til slutresultatet 0-2.

- Jeg har ondt af West Ham, men jeg har ikke set situationerne. Men hvis du taler om dårlige situationer, så er vi mestrene af dårlige situationer, sagde han om det røde kort og trak på skuldrene.

- Men det var hårdt for begge hold. 48 timer efter vores seneste kamp var det svært for os at tænke klart med en mand mere på banen, og for modstanderne var det fysisk hårdt, sagde United-bossen, der dog havde skiftet fem friske mand ind i forhold til nytårskampen mod Middlesbrough.

- Arbejdet blev gjort, og jeg vil lykønske alle på banen, for det var hårdt for dem. Jeg var skuffet over nogle fejl og beslutninger på banen, men de skyldtes træthed. Vi holdt buret rent, fordi David de Gea reddede flot mod Antonio. Han var livsvigtig for os, roste han – og roste så sig selv:

- Jeg er glad for mine indskiftninger, for Juan Mata og Marcus Rashford gav os det, vi behøvede, nemlig intensitet. Marcus er naturligt stærk og meget hurtig, og han gav os bredde i spillet. Det var et spørgsmål om tid, før vi scorede.

Den sjette sejr i træk har tydeligvis givet portugiseren noget indre ro.

- Jeg har følelsen af, at vi kan vinde den næste kamp. Vi jagter ikke rekorder men gode præstationer. Vi ved, at Chelsea og Tottenham vil sætte point til, som Manchester City gjorde det i sidste uge. Vi har spillet godt men spillet for mange uafgjort. Nu har vi hentet 18 points i seks kampe, og det var lige, hvad vi havde brug for.

Se også: Rødt chok, gigant-afbrænder og tyveri i United-sejr

Se også: Schmeichel fejrede nytår med rent bur

Se også: Liverpool-manager gav sine spillere et tilbud - ingen tog imod

11 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste Sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere