Mourinho og Guardiola skændes om ny tv-serie

José Mourinho er sur over, hvordan han bliver fremstillet i Manchester Citys nye dokumentarserie

Mourinho er - tadaa - muggen. Muggen over serien om City, som du kan se nogle bidder fra her. (Video: Amazon Prime Video)

I sidste uge var der premiere på den opsigtsvækkende dokumentarserie om Manchester City, 'All or nothing', hvor seerne får et ganske sjældent indblik i, hvad der rører sig i en Premier League-klub inden for murene.

Serien er optaget i sidste sæson, hvor Manchester City vandt mesterskabet suverænt foran bysbørnene fra Manchester United. Og netop Manchester Uniteds manager, José Mourinho, er tosset over, hvordan han flere gange bliver fremstillet i rivalernes dokumentar.

I serien varmer speakeren blandt andet op til mødet mellem de to hold ved at kalde det et møde mellem offensiv fodbold og at parkere bussen. Det sidste er Mourinho ofte blevet beskyldt for på grund af sin til tider defensive tilgang til kampe.

I sin sejrstale til spillerne efter kampen bruger Guardiola desuden udtrykket at 'dræbe United', og de forskellige elementer får kritik med på vejen fra Mourinho.

- Jeg mener, at man kan lave en fantastisk film, samtidig med at man respekterer andre. Du behøver ikke at have disrespekt for andre for at lave en fantastisk film, lyder det fra Mourinho, inden han sender en tydelig stikpille af sted mod Manchester Citys ekstravagante forbrug.

- Du kan være en rig klub og købe de bedste spillere i verden, men du kan ikke købe klasse. Og de viste de meget klart - det var virkelig tydeligt, siger han i et interview med Sky Sports.

I første afsnit af serien kan man ligeledes se Kevin De Bruyne fortælle undrende om sin tid under Mourinho i Chelsea, hvor den belgiske stjerne blev vraget og sendt til Tyskland.

Men ifølge Pep Guardiola behøver Mourinho ikke surmule.

- Jeg synes, vi gennemgik en fantastisk sæson med kameraer. Vi gjorde det for os selv. Det er Josés mening. Jeg er ikke enig med José i forhold til ikke at have respekt.

- Vi er en klub, der forsøger at vokse og forsøger at vinde titler. Vi gjorde det for vores egen skyld, og for at vores fans kan se, hvad der sker inde i omklædningsrummet.

- Nogle vil sige, at de kan lide det. Andre vil sige, de ikke kan, lyder det fra Guardiola.

Alle otte afsnit i serien om Manchester City kan ses hos Amazons tjeneste Prime Video. Du kan se en trailer for serien øverst i artiklen.

José Mourinho og Josep Guardiola under mødet mellem Manchester City og Manchester United i april. Foto: AP
José Mourinho og Josep Guardiola under mødet mellem Manchester City og Manchester United i april. Foto: AP
 

6 kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere